Tilbagereisen opover til morænen ved indlandsisen var ikke mindre besværlig, end nedturen havde
været. Thi baade løitnant Peary og jeg havde fyldt
vore renskindstrøier vel med kjødstykker, før vi rullede dem sammen og slængte dem paa ryggen. De
fire stærkeste af hundene bar ogsaa hver ca. 20 ℔
kjød paa kløvhestmaner. Under almindelige omstændigheder vilde dette experiment aldrig ladet sig udføre. Men de gode dyr var nu saa fuldproppede med
føde, at de delikate kjødstykker, der hang og dinglede
dem om skuldrene, ikke længer formaaede at øve den
ringeste tiltrækning paa dem.
To dage tog det os at naa tilbage til vore slæder, og ved ankomsten did var baade vi og hundene saa saarbente, at det ikke kunde være tale om straks at paabegynde færden hjemover. Et døgns hvile vilde ialfald først være nødvendigt. Herunder udførte vi de faa forberedelser, der udkrævedes til reisen saaledes reducerede vi blandt andet den store tremeiede slæde til sine oprindelige dimensioner, samt fornyede de fleste af dens surringer.
Saa reparerede vi vore temmelig medtagne pelse og benklæder, lappede vore kamikker, eftersaa stropper og paabindinger paa ski og snesko, og vi var atter engang færdige til at gjennemkrydse indlandets snevidder og trodse dets storme.