Vi samlede under marschen adskillige mineraler
samt ogsaa en del blomster, røde, gule og hvide, der
hist og her oplivede det golde landskab. Vi passerede ogsaa flere gange temmelig friske spor efter
moskuskvæg. Om aftenen, efter 12 timers marsch,
standsede vi omsider, og saarbenede og udmattede som
vi var, havde vi neppe fortæret vort simple maaltid
af pemmican og beskjøiter, førend vi faldt i en velgjørende søvn mellem stenene.
Den næste dag, den 4de juli, amerikanernes frihedsdag, var en rigtig festdag for os. Omtrent en time, efterat vi havde sat ud om morgenen, kom vi ud paa en brat ca. 4000 fod høi bjergknaus, og herfra var det, at vi langt ude i nordost først skimtede havet, dækket af et skinnende hvidt tæppe. Østkysten havde vi naaet. Men vi havde kun faaet et glimt af, hvad vi ønskede at se i en større udstrækning, og vi maatte derfor videre fremover. Vi fortsatte nu udover nogle bratte stenurer i et par timers tid, men saa blev der pludselig slut med marschen for den dag. Thi ret foran os, omtrent en kilometers vei saa vi noget, som straks lagde beslag paa al vor oppmærksomhed.
Et udbrud af glad overraskelse fulgte samtidig fra os begge, idet vi pegede fremover paa to sorte punkter, der bevægede sig henover nogle mægtige stenrøser. Det var moskusokser. Nu fulgte en liden pantomimescene, hvoraf resultatet blev, at Peary skulde
