at det grønlandske fastlands nordligste spids var beliggende. En uge mere, og intet i verden skulde forhindre os fra at være der. «Bare indlandsisen ikke slaar klik, — — bare den ikke standser. — — Hvorfor gik vi saa raskt nedad bakke idag?» — — «Var det ikke, fordi det lider paa det sidste med den «keiserlige høivei», som Peary har døbt den?» — — «Skal vi virkelig opleve at komme længere nord end noget andet menneske — lige hen i polens umiddelbare nærhed, — — og med saa simple midler?» — «Her er kræfter og begeistring nok, — — bare den forbistrede indlandsisen nu ikke braastandser». Saaledes laa jeg længe og fantaserede, førend jeg søvnede. Det var den blandt polarforskerne saa kjendte «arktiske feber», der omsider for alvor var kommen over mig.
Men livet er fuldt af bitre skuffelser. Neppe var vi underveis nordostover den samme aften, førend vi fik land isigte ret i vor kurs. I nordvest kunde vi tydelig følge indløbet til en betydelig fjord mellem de høie, mørke kystfjelde, og det var denne fjord, hvis fortsættelse vi nu saa i nordostlig retning. Altsaa atter en forhindring at arbeide sig rundt. Endnu engang blev kursen forandret til ret østover, men da veiret efterhaanden var bleven overskyet med snetykke, saa vi ikke længer kunde se land, samtidig som vi hurtig begyndte at gaa nedad bakke, fandt Peary det raadeligst at standse og afvente klarere veir.
I de følgende 4 døgn gik vor kurs helt sydøstlig, fremdeles paa grund af den nævnte fjord — Victoria Inlet — der aldrig syntes at ville tage nogen ende, saa vor mistanke om, at den muligens strakte sig
