gamle nordostkurs, i hvilken vi fremdeles fortsatte under de to næste marscher paa resp. 28 og 33 km.
Vi var nu i en jevn høide af 6000 fod og havde et glimrende solskinsveir med saagodtsom ingen vind. Udsigterne til at naa vort maal var lysere end nogensinde; thi ikke alene syntes alle vanskeligheder nu at være passerede, men vi var endnu i besiddelse af proviant nok for en betydelig forlængelse af vor reise samtidig som vi selv og hundene alle var i den bedste kondition.
Intet under, at vi var i et ypperligt humør i disse dage. Under marschen kunde jeg endog af og til høre Peary plystre, uagtet jeg kan forsikre, han tilhører de mindre musikalske individeri samfundet, medens jeg selv efter fattig evne sang norske viser, saa hundene, ret som det var, maatte vende sine hoveder med de kloge, spørgende øine rundt for at forvisse sig om, at det dog var et menneske, de fremdeles var i følge med.
Natten til den 26de tilbagelagde vi atter over 32 km. Den følgende dag var søndag. Jeg blev oppe indtil middag for at tage en breddeobservation, da jeg var meget spændt paa at vide, hvor langt nord de sidste seige marscher havde bragt os.
Resultatet var 81° 58‘, hvilket jeg straks meddelte løitnant Peary. Der blev ikke sagt mange overflødige ord af nogen af os paa indlandsisen; vi nøiede os i regelen med at tænke hver for os, og det er ikke frit for, at jeg den dag, før jeg søvnede, lod tankerne faa vinger at flyve med. Nordover fløi de forbi de nærmeste breddegrader, indtil de naaede opimod den 85de parallel, hvor jeg i fantasien havde udmalet mig,
