af dets medlemmer vende tilbage til Redcliffe House. Sagen var, at den reise, der laa foran os, maatte antages at blive af mere end almindelig udstrækning, om dens formaal — bestemmelsen af det grønlandske fastlands udstrækning nordover — skulde kunne opnaaes. Det gjaldt derfor for os, saavel at kunne reise hurtig, som ogsaa at kunne medføre proviant for et længere tidsrum.
Da nu en hund paa indlandsisen under nogenlunde gunstige omstændigheder kan trække op til 125 eng. ℔ og selv kun fortærer 1 ℔ pemmican pr. dag, var det det ønskeligste for os at have det størst mulige antal hunde i forening med de færrest mulige personer. Thi derved vilde man ikke alene blive istand til at medtage proviant for saa meget længere tid, men ogsaa et fuldstændigere udstyr af videnskabelige instrumenter. Vor hundestyrke bestod paa den tid af 16 dyr, et antal, der med den øvelse, vi allerede havde opnaaet, nok kunde greies af to personer, hvorfor at fortsætte længer for os alle maatte ansees for forkasteligt. Tre kunde rigtignok været baade behageligere og sikrere i tilfælde af uheld under reisen, men dette tal var udelukket, idet det ikke kunde ansees for raadeligt at sende en mand alene hjem til vinterkvarteret fra det afsides liggende sted, hvor vi befandt os.
Løitnant Peary bad nu den af os, der maatte være villig til at følge ham paa den videre færd nordover, om at melde sig, og det viste sig, at hertil var vi alle villige. Saa udvalgte han mig til sin ledsager, og dermed var, for mit vedkommende, det foreløbige maal naaet, som jeg havde sat mig allerede
