stormens brusen udenfor, idet den snart hævede sig som til en tordnende tale, snart sænkede sig til en sagte hvisken.
I to dage holdt stormen os bundne i vor hytte. Dette ufrivillige ophold vilde vi vistnok sat mere pris paa, hvis vi dengang havde tænkt at der skulde hengaa halvtredie maaned, inden vi næste gang kom under tag.
Først søndag den 22de mai stilnede vinden saa meget, at vi kunde tænke paa at røre paa os. Under udgravningen af vore nedsneede slæder fandt vi til vor ærgrelse, at 6 af vore 10 smaa syltetøipakker, den eneste luxus i expeditionens proviantforraad, var sporløst forsvundne. Forklaringen dertil fik vi snart. Hundene havde under stormen som vanligt benyttet mangelen paa tilsyn til at gnave sine remme over og derefter at aflægge vore slæder et besøg og saa kastet sig over det første det bedste spiselige, som da var syltettøiet. Men de stakkels syndere fik jo ogsaa lide derfor; thi den uvante lækkerbidsken bekom dem, efter alle ydre kjendetegn at dømme, ikke videre vel.
Stormen havde imidlertid gjort sneens overflade glat som porcelæn, saa vi trods ujevnhederne snart kunde indvinde det forsømte. De to følgende dage tilbagelagde vi tilsammen over 70 kilometer og benyttede herunder hverken snesko eller ski.
Om morgenen den 24de mai var vi naaede ret østenfor Humboldt-bræen og var da i 210 km.s afstand fra Mac Cormick-bugtens bredder.
Straks efter endt maaltid meddelte Peary os, at det tidspunkt nu var kommet, da vort lille selskab, i overensstemmelse med planen, maatte dele sig, og to
