være forberedte paa, at da ogsaa de øvrige kunde blive angrebne. Isaa tilfælde skulde vor reise neppe have faaet den længde, den ivirkeligheden fik. Sultne som de løse hunde naturligvis var blevne i den lange fastetid, havde de fortæret alt spiseligt, der endnu ikke var begravet under sneen. Heldigvis var dog dette en ubetydelighedd, da al vor proviant var pakket i hermetiske og for hundetænder temmelig uangribelige blikkasser. Men indfangningen af de løse dyr, af hvilke de fleste endnu langtfra havde vænnet sig til sine nye herrer, var forbundet med vanskeligheder og taalmodighedsprøvelser, der bragte vort ellers saa freidige mod til at synke temmelig langt ned imod nulpunktet.
Vor sædvanlige methode var at lokke dem hen til os ved at kaste ganske smaa stykker af pemmican, henover paa sneen. I et gunstigt øieblik gjaldt det saa at gjøre et ilsomt greb mod dens nakke, holde den godt fast, og trykke dens hoved ned i sneen, indtil en anden kunde sætte dens sæletøi paa, eller bringe det iorden. «Naar dette gjordes med den øvelse som en ofte gjentagen praksis hurtig gav os», siger Løitnant Peary i en kortere beskrivelse af færden, der i 1892 offentliggjordes i New-Yorkerbladet «The Sun», «kunde det som regel løbe af, uden at man blev bidt mere end to eller tre gange.» Med to af vore hunde var det imidlertid ved denne anledning en anden sag. Disse var det nødvendigt at fange med dobbelte lassoer, og først naar de to liner strammedes en fra hver side. samt en mand holdt dyret med et kraftigt tag i nakken, blev det muligt for en fjerde person at sætte den i en ny sæle, eller reparere den gamle.
