stærkt tiltog. Sneen paa dette sted var imidlertid lidet skikket for hyttebygning. Og vort bygværk blev derfor nødvendigvis saa lidet, at det kun kunde rumme to af os, hvorfor Peary og Gibson straks vendte tilbage til vor gamle iglu (esk. for snehytte) længere nede. Nu fulgte 36 lange timer, hvorunder vi paa hver vor kant holdtes fuldstændig fangne af den rasende storm i vore smaa celler.
Baade doktoren og jeg sov som stene de første 10 timer af vort fangenskab, og i løbet af den tid havde vinden arbeidet og filet saa længe paa vor skrøbelige hvtte, at den paa flere steder i sammenføiningerne begyndte at «lække». Og ind gjennem disse lækager stod der en røg af fin støvsne, der langsomt og forræderisk lagde sig i et stedse voksende lag henover vore trætte lemmer.
Da vi vaagnede, var vi halvt nedsneede, hvorfor vi senere stadig maatte flytte og vrikke paa os for at holde os paa overfladen
Men da vi efter stormens ophør omsider kom udenfor, mødte der os et trist syn. Vore slæder var næsten begravede under de mægtige, haarde snefaner. Et par større blikkasser, der indeholdt beskjøiter, var forsvundne idet de af vinden var blevne feiede ud for den steile skraaning og ned i en dyb, utilgjængelig bræsænkning. Et halvt snes af vore hunde havde, rastløse som disse dyr altid er under snestorm, gnavet af sine sæletøier eller trækremme og derved kommet løs, medens tre af de øvrige var stærkt angrebne af den allerede før omtalte vandskræklignende sygdom (esk. pøblakto) og nu allerede var døende. Dette saa selvfølgelig høist betænkelig ud for os, da vi jo maatte
