havde kunnet skaffe hunden nok mad. Det er da ogsaa et faktum, at saalænge hundene faar tilstrækkelig føde, er de aldeles ikke tilbøielige til tyverier og ugagn, og bevarer man blot stedse denne kjendsgjerning i erindringen, vil man heller aldrig kunne nænne at straffe dem, fordi de en og anden gang selv søger at skaffe sig føde, naar ingen anden synes at ville give dem den.
Ofte fortærer hundene sine trækremme, og da disse er overordentlig seige at gnave istykker, gaar de som oftest ned i stykker af meget anseelig længde. Under vor sidste overvintring kom en af expeditionens medlemmer ud en mørk eftermiddag og fik straks efter øie paa en hund blandt de halvhundrede, vi dengang havde ved vort vinterkvarter, der var ifærd med at fortære sin trækræm. Han gik hen til den, og for at redde den lille stump, der endnu var tilbage, og som hunden netop var ifærd med at tygge paa, begyndte han at hale i den. Men det er ikke frit for, han blev en smule forbauset da han efterhaanden halede den ene meter line ud af hundens svælg efter den anden, saa han tilsidst saa sig i besiddelse af en henved tre meter lang trækrem, der endnu var brugelig, om man end om dens udseende med fuld ret kunde sige, at den var som «tygget og spyttet ud igjen». Det siger sig selv, at den mærkelige rem maatte gaa fra mand til mand, da den kort efter blev forevist inde i vor lille hytte.
Naar mange sultne hunde er sammen, maa man, selv om de alle er bundne, holde stadig vagt over dem, hvis man vil undgaa at blive paa det skjændigste bestjaalet, ja ofte formelig udplyndret. Thi
