af skind, sættes hundeeierne jevnt og stadig paa taalmodighedsprøver, som de vistnok selv bestaar med glans, men som kunde bringe en hvilkensomhelst uøvet stakkar til at explodere af sinne. Jeg har seet en eskimo vaagne og finde haarene i sin renskindspels spredte for alle vinde udenfor sin hytte, medens det meste af pelsen var opspist; men al den vrede, han kunde præstere mod synderen, gik dog ikke videre end til at udstøde et ærgerligt: «Naav-ajo-tupilaleksjosjo-sinapadujo-takko!» eller omtrentlig: «Aanei, sku’ du set slik en elendig tulling da!», hvorefter den «elendige tulling» atter blev fastgjort til den sten, hvorfra den havde slidt sig løs. Men jeg har ogsaa seet to sønner af den høiere civilisation vaagne og finde sine votter istykkerrevne og halvfortærede paa sneen i nærheden af deres leie. Den ene valgte den bekjendte udvei at bande, saa det lysnede for øinene paa kameraterne; men den anden, der var altfor brav til, at han nogensinde skulde ville udtale nogen ed, greb sit tykke svøbeskaft, fik fat i den hund, han ansaa for den skyldige og slog den saa grundig over dens magre rygrad, at vaabenet knækkedes i splinter baade paa kryds og tværs. Ja, hvor mange gange blev vi ikke, netop under behandlingen af dyrene, gjort tilskamme af de elskværdige eskimoer!
Men lidt juling foreslog jeg engang for en indfødt, at han dog burde anvende, da en af hans hunde lige for næsen paa husmoderen havde bortstjaalet den lille rest af lampespæk, hun eiede. Men jeg glemmer ikke det svar, jeg fik: Det var han, som skulde have juling, sagde han, fordi han ikke i det sidste
