tykkelse, udviser de indfødte altid den største forsigtighed naar de bevæger sig henover den. Herunder er deres nøie kjendskab til forskjellige istykkelsers schatteringer, den større eller mindre rigdom paa saltkrystaller paa overfladen samt øvrige udseende dem til stor veiledning, saaledes at de allerede med øiet alene med nogenlunde sikkerhed vilde kunne bestemme den krogede marschlinie, der er nødvendig for at undgaa alle farlige steder. Dog pleier de samtidig stadig at prøve isens styrke med landsen, hvis ene ende er forsynet med en paasurret pig af narhvalhorn eller i de aller sidste aar som oftest af et eller andet stykke jern, som det under deres sparsomme samkvem med de hvide mænd er lykkedes dem at tiltuske sig. Denne pig benyttes som vi skal se, ogsaa under selve hvalrossens indfangning. Tegning af en saadan hvalroslandse, der forøvrigt er den samme, som benyttes under bjørnejagten, vil sees paa side 105 under bogstavet c. Af længde er den omkring halvanden meter og bestaar for størstedelen af træ. I 30 til 40 ctm.’s afstand fra den ene ende eller der, hvor det temmelig tykke træskaft støder sammen med selve landsepartiet, der er af elfenben, er den forsynet med et kunstigt, ved hjælp af seige, elastiske skindremme konstrueret led, der alene virker, naar de to dele af harpunen udsættes for ydre pres. Ved dette led hindres blandt andet landsen fra at brække, naar den efter at være trængt ind i hvalrossens legeme med stærk fart føres ned i dybet. Yderst i enden er den forsynet med en skarp od, der i tidligere tider var af sten, men i de senere aar udelukkende forarbeides af jern.
