Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/111

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

en tanke falde ham ind at lade bjørnen gaa uantastet videre, dertil er han en altfor vild og uvorren krabat. Han surrede i hast sin gamle, haardt prøvede jagtkniv til et lidet sælspyd, han havde med sig, og forsøgte at nærme sig bjørnen, hvilket ogsaa lykkedes ham. Men netop som han skulde til at optage kampen med sin fiende, fik denne betænkeligheder, formodentlig fordi Kaschu, hvad stedse er tilfældet, naar han blir ivrig, har skaaret altfor frygtelige grimacer med sit uglefjæs. Vende ryggen gjorde den ialfald og løb i fuld fart afgaarde henimod en bred vaag i isen lige i nærheden.

I sin ophidselse over muligens at skulle gaa glip af byttet, støder Kasehu sit nylavede mordervaaben ind i bjørnens bagdel i haab om herved at stoppe den. Men det skulde han helst ikke have gjort; thi som han trækker vaabenet tilbage, blir kniven siddende igjen i bjørnens krop, og da dyret i næste øieblik kaster sig i vandet for snart efter at kravle sig op paa vaagens modsatte bred og forsvinde i det fjerne, er Kaschu ikke længer den rige mand, han før var.

Hans græmmelse over denne begivenhed, ikke fordi han herunder gik glip af sit bytte, men i anledning af at bjørnen uden videre fratog ham hans kniv, dette i Nord-Grønland saa uhørt værdifulde redskab, er da ogsaa saa dybt rodfæstet i ham, at han neppe nogensinde i sit liv vil glemme den.

Vi vil nu gjøre bekjendtskab med hvalrosjagten. saaledes som den drives i disse øde egne.

Tidlig, tidlig paa foraaret, netop som vinterkulden er paa det strengeste, og førend endnu solen har vist