raseri var nu steget til det yderste og med et sæt farer den udfor isbjergets afsats, saa pludselig, at Kolotengva undgaar at blive knust alene ved et hastigt spring til siden. Nu kommer hans medfødte snarraadighed ham tilgode, han griber i farten sin landse, og sender dens spids med al sin kraft ind under bjørnens venstre skulder. Landsen knækkes mellem hans hænder, saa han blot beholder en stump tilbage, og trods de stærkt blødende saar synes bjørnens kræfter dog endnu ikke at ville svigte den. Den gjør frygtelige kast med sin svære krop, idet den med hævede forlabber forsøger at ramme Kolotengva. Men hans tre hunde ligger den stadig iveien, ja tvinger den ofte til helt at henvende sin opmærksomhed mod dem. Saa endelig efter yderligere nogle krampagtige tigersprang, hvorunder den indfødte kun ved den yderste smidighed og aandsnærværelse undgaar at rammes af det rasende dyr, synes dens kræfter udtømte, og den synker døende om paa den blodplettede sne.
Slige scenen som de vi nu har fulgt, er ikke sjeldne under eskimoernes vilde bjørnejagter. Deres liv er som et høit og farligt spil, i hvilket ingen kan undgaa at deltage. Selve livet er indsatsen, kost og klæder for en stakket tid den attraaede gevinst.
Endnu en bjørnehistorie vil vi tage med, før vi forlader bjørnejagtens rige emner.
Kaschu, en indfødt personlighed, med hvem vi forøvrigt skal gjøre nærmere bekjendtskab i et senere kapitel, fik en høstdag øie paa en bjørn paa nyisen ved Inglefieldgolfens sydside. Uagtet han ingen landse havde ved haanden, kunde det dog aldrig med
