de ind paa den, medens denne ihærdig fortsætter sit løb. Men Akpallia maa atter slænge sig paa slæden for at spare kræfterne, indtil om faa øieblikke hele hans kraft og spænstighed skal lægges beslag paa. Han er en forholdsvis stor og tung mand, saa hans vægt sinker hundene ikke saa lidet. Men han ved, at det forfulgte dyr snart maa sagtne sin fart; thi bjørnen er ingen længdeløber.
Tilslut er han kun nogle hundrede meter fjernet fra den. Da bøier han sig forover og overskjærer med et raskt snit hempen, der holder de enkelte hundes trækremme sammen. Slæden braastandser i samme nu, og de befriede dyr skjærer med lynets hastighed fremover mod fienden saasnart denne mærker, at al videre flugt er til ingen nytte, kaster den sig rundt for at sætte sig til modværge.
Imedens river Akpallia sin landse af slæden og haster afsted for selv at naa kamppladsen.
Frygt kjender ikke denne isørkenens kjække søn. Han befinder sig alene ude paa en ensom snevidde; thi hans to venner er forlængst med sine kjøretøier forsvundne i horisonten. Han er ifærd med at optage kampen mod et rovdyr, der med et eneste slag af sin pote kan berøve ham livet. En kamp, hvori han samtidig maa præstere mod, seighed, styrke, koldblodighed, kløgt og behændighed, forat udfaldet med nogenlunde sandsynlighed skal kunne antages at blive til hans fordel.
Saasnart Akpallia har naaet hen til bjørnen, griber han med begge hænder fast om sin landse og render den med voldsom kraft mod dens hjerte. Men ved en pludselig og uventet bevægelse af dyret
