i en dæmpet hæs, næsten hvæsende tone. «Takkotakkotakkotakko!» («se, sel!») udslynges med en forbausende hurtighed. Hundene vender i samme nu sine hoveder med spørgende miner mod sin herre. Har han virkeligt opdaget noget? Thi fra den ringe høide, hvori deres øine befinder sig, kan de selv endnu kun se de ensformige sneskavler og isstykker omkring sig.
Saa fortsætter han: «Nannuk, — nannuk, — nannuk, — nannuksual» («bjørnen, — en stor bjørn!») Neppe har han udtalt disse ord, førend de fem hunde bliver overfaldt af en iver, der ikke længer lader sig styre. De ophører at følge sporets lange kurver og haster kun vildt og instinktmæssig i den rigtige retning.
Der er nu kun en kilometers afstand mellem dem og bjørnen. Da gjør denne et pludseligt ryk, reiser sig op og staar et øieblik ubevægelig med hoved og hals udstrakt i retning mod slæden. Men i sin nye stilling er den bleven synlig ogsaa for hundene, der nu med forøget voldsomhed trækker slæden henover isens mange ujevnheder.
Kun altfor godt synes bjørnen af traditionen at kjende den blodtørstige eskimo og hans fodrappe hunde. Thi snart kaster den sig smidig ind i et pilsnart løb bort fra det farlige sted. Men Akpallia hopper af slæden for at lette hundenes løb og griber fast i styrearmene bagpaa, medens hans ben danser vildt under ham for at holde følge med de paanyt opmuntrede dyr.
Bjørnen render vistnok hurtig, men den kan dog ikke holde hundene stangen. Mere og mere haler
