Sognepræst Jens Pharo og den residerende Kapellan Mikael Wardan.
Hr. Pharo var meget agtet i sin Menighed baade paa Grund af sin Vandel og sin Dygtighed som Taler og Sjælesørger. Traditionen omtaler ham som „stræng“, hvilket ikke stemmer med det Udtryk af Mildhed, som var udbredt over hans skjønne Ansigt.
Hr. Wardan har ikke erholdt et saa vakkert Eftermæle. Det var en af de Præster, om hvilke man fortalte, at de havde besøgt den sorte Skole i Wittenberg, og Almuen ved endnu at berette meget om de Kunster, hvorved Wardan viste sin Magt over den Onde. „hr. Wardan havde ingen Skygge“. Det var derfor intet Under, at man var bange for ham, og at Berthe Olsdatter, som vi har seet, tog sin Tilflugt til ham, da Samvittighedsnag drev hende til at lette sit Hjerte ved en Bekjendelse.
Hvis de to dødsdømte Piger, hvilket vi tør haabe, ere komne til en sand Omvendelse, saa har sandsynligvis Hr. Pharo været Redskabet i Guds Haand. Hr. Wardans Paavirkning har neppe været af Betydenhed. Iøvrigt har disse Geistlige slet Intet optegnet om de ulykkelige Søstre,
