Hopp til innhold

Side:Anne og Alet.djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

et Slags dræbende Pulver, af hvilket hun kun behøvede at kjøbe for 2 Skilling og indgive Enken en liden Del deraf, saa vilde Døden paafølge langsomt maaske, men sikkert, sikkert! Offeret, som havde faaet Giften, vilde være redningsløst fortabt!

Anne havde vel endnu ikke ganske glemt sit Konfirmationsløfte. Hun vidste, at Mord er en af de største Synder, og hun erklærede gjentagne Gange, at hun ikke vilde gjøre sig skyldig i en saadan Synd. Men den hemmelighedsfulde Forførerske vedblev at trænge ind paa hende, erklærede, at Gud altid vilde tilgive hende en saadan Gjerning, da hun kun var et Barn, og tilføiede: „der er jo heller ingen synderlig Skade deri.“ Endnu gav Anne ikke tabt ligeoverfor Utysket; hun forsikrede paany, at hun ikke var istand til at udøve en saadan Udaad, men at Lysten til det Onde alt var antændt i hendes unge Hjerte ved den Fremmedes Ord sees af det Spørgsmaal, som hun har fortalt, at hun gjorde den Ubekjendte, om nemlig Nogen virkelig kunde dø af en saadan Dosis? „Dø de ikke strax, saa vil de dog komme til at dø efter nogen Tids Forløb,“ svarede Landstrygersken.