Side:Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sitet som fornemmelig med Hensyn til Intensitet, og det netop i de Egne, hvor Jordbruget er den allervigtigste eller endog eneste Næringsvei, maa nødvendigviis have bevirket, at særdeles mange Gaardbrugere baade sysselsætte flere Arbeidere end forhen og give dem, de bruge, stadigere Beskjæftigelse. Vistnok har Tærskemaskinernes udbredte Brug gjort meget Vinterarbeide overflødigt; men paa den anden Side giver Kjørsel af Jord, af Steen, som er opbrudt i Ager- og Englandet og skal bortføres, eller som skal anvendes til Diger, og andre lignende med Jordens omhyggeligere Behandling følgende Arbeider, en forhen ukjendt Anledning til Sysselsættelse endog om Vinteren, der formeentlig fuldkommen opveier den paapegede formindskede Adgang til Fortjeneste ved Tærskning. Desuden har der nu, tildeels for offentlig, tildeels for private Associationers Regning været drevet Arbeide i en Udstrækning, hvorom man forhen ikke engang havde nogen Tanke; Befæstningsarbeider, Communicationsanlæg, Skibsværfter og Fabrikker sysselsætte nu en Mængde Hænder, der forhen vare ubeskjæftigede. Commissionens Minoritet kan derfor ikke betvivle, at om end hver enkelt Dags Fortjeneste for Arbeidsmanden ikke nominelt er forhøiet, saa maa hele Aarets Indtægt gjennemsnitlig for hver Arbeider paa Grund af hans stadigere Beskjæftigelse antages at være forøget, og det endog om der kun tages Hensyn til denne Indtægts Pengebeløb. Arbeidsmandens Velvære beroer imidlertid ikke paa hvormange Dalere han tjener Aaret rundt, men paa hvormeget af Livets Fornødenheder og Bekvemmeligheder han kjøber for dem. Og fortsætter man Undersøgelsen i denne Retning, saa sees det let, at Forholdet stiller sig saameget gunstigere for ham nu sammenlignelsesviis med Fortiden, at det bliver ganske klart, at ogsaa Arbeidsclassen har deeltaget i Samfundets økonomiske Fremskridt. Selv om man vilde sætte ud af Betragtning, at det Pengerepræsentativ, hvormed Arbeiderne af den nulevende Slægt gjennem hele deres Tid ere blevne betalte, siden 1822 i indre Værdi er steget til det Dobbelte, uden at Daglønnen nominelt er falden, — hvilket naturligviis er en betydelig Gevinst for Arbeiderstanden, saa maa det dog erindres, at selv i det siden Seddelværdiens Consolidation forløbne Tidsrum er Prisen paa mange Artikler, der ere i udbredt og tiltagende Brug mellem Arbeids- og Huusmandsclassen, som f. Ex. Bomuldsvarer, Caffe og Tobak, falden ikke ubetydeligt.

Imod denne Betragtningsmaade vil det maaskee blive anført, at denne Tidsomstændighedernes gunstige Indvirkning paa Arbeidsclassens Vilkaar for de jordbrugende Huusmænds Vedkommende er bleven fuldkommen eller endog mere end opveiet ved den Forhøielse af Afgiften for Huusmandspladsene, som i de allerfleste Districter har fundet Sted. Det kan nu vistnok ikke benægtes, at denne Forhøielse har gjort Huusmændenes Stilling mindre heldig, end den ellers vilde have været; men der er dog neppe Grund til at ansee deres nuværende Kaar forværrede i Sammenligning med deres tidligere. Endnu ansees nemlig de jordbrugende Huusmænd ligesom det fra gammel Tid af har været Tilfældet, for at være den Deel af den med Jordbrug beskjæftigede Arbeidsmand, — hvis Indtægter dog uimodsigeligen gjennemsnitviis ere stegne, — som har opnaaet den sikreste og fordeelagtigste Stilling, en Stilling, der eftertragtes af alle Arbeidere paa Landet — enkelte Haandværkere maaskee undtagne — og som i Regelen Ingen med sin gode Villie forlader for at nedstige i de jordløse Arbeideres Rækker. Det maa heller ikke oversees, at den omhandlede Forhøielse i mange Tilfælde ingen Ubillighed indeholder; ofte har en Plads forhen været bortleiet til en Bruger for en meget ringe Afgift, fordi den var lidet opdyrket, men bliver, naar den betydelig forbedret atter kommer til Eierens Raadighed, bortsat til en ny Huusmand for en meget høiere Leie. Sammenligner man nu denne Stilling med Oprydderens i de sidste Aar, i hvilke denne var i Besiddelse af Pladsen, saa synes det rigtignok som om den var ufordeelagtigere, men dette vilde dog som oftest være en uberettiget Sammenligning, der maa lede til feilagtige Resultater. Man maa nemlig, hvis man i saadanne Tilfælde vil anstille en Jævnførelse, tage Hensyn til Oprydderens Stilling i det hele Tidsrum, hvori han har besiddet Pladsen, og det tør da mangengang hænde, at Sammenligningen ei vil falde ud til hans Fordeel, idet en Contract med en Huusmand, om en lidet opryddet Plads, maa være beregnet paa, at han skal underkaste sig Savn og Anstrængelser i Begyndelsen af sin Besiddelsestid for senere hen at høste Fordelene, Noget, der ikke gjælder om hans Eftermand, som modtager Pladsen i opdyrket Stand. Endelig maa det erindres, at Huusbonden nu aabenbar er berettiget til at kræve en høiere Afgift af sin Plads, da saavel Forandringerne i Brugsmaaden overhovedet, som navnlig Potetesavlens Udvidelse gjør den til et meget betydningsfuldere Redskab i Productionens Tjeneste, end den nogensinde forhen har været.