saaledes som man nedenfor skal tillade sig nærmere at udvikle, formener, at der i nærværende Anledning maa skjelnes mellem Erstatning for Forbedringer af Pladsens Jordvei eller Huse, og Godtgjørelse for de Huse paa Pladsen, der enten udelukkende eller ialfald for en Deel maae ansees for Huusmandens Eiendom. Hvad angaaer det Første, Erstatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, da maa Departementet ikke blot erklære sig enig i Minoritetens Anskuelse, at der ikke bør paalægges Huusbonden nogen Erstatningspligt, naar Huusmanden med Livsfæste har siddet paa Pladsen til sin Død, men man formener ogsaa, at Retten til Erstatning bør bortfalde i ethvert Tilfælde, hvor Huusmanden selv opsiger sit Fæste.
Departementet skal i denne Anledning tillade sig at bemærke Følgende:
Den Sætning, som nærværende § udtaler, nemlig at vedkommende Leietager ifølge selve Loven skal nyde Erstatning for de Forbedringer, han i sin Besiddelsestid for sin egen Interesses Skyld har foretaget paa den leiede Jord eller paa Husene, kan formeentlig, betragtet som almindelig Regel, hverken ansees hjemlet i Sagens Natur eller i den positive Lovgivnings Analogier, hvorimod denne af Commissionen for Huusmænd foreslaaede Bestemmelse maa ansees som en særlig Undtagelse for dette Forhold, grundet paa særskilte Hensyn. En Leilænding eller Forpagter vil saaledes, om han end i sin Besiddelsestid mærkelig har forbedret Eiendommen, dog ikke ved dennes Fravigelse have noget Krav paa Erstatning herfor, naar ikke saadan særskilt er betinget. Denne Betragtning i Forbindelse med at det efter Omstændighederne ofte kunde blive ubilligt mod Gaardmanden, stundom endog trykkende for denne, at han skulde være forpligtet til ubetinget at yde Erstatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, maa efter Departementets Formening vække særdeles Betænkelighed mod at give den foreslaaede Regel et større Raaderum, end det af Hensyn til en rimelig Beskyttelse af Huusmandens Tarv og for at forebygge ubillig Medfart fra Huusbondens Side kan ansees nødvendigt. Nogen saadan Nødvendighed kan, som ogsaa af en Minoritet inden Commissionen antaget, for det Første ikke erkjendes at være tilstede, naar Huusmanden har nydt Brugen af Pladsen med Livsfæste indtil sin Død. I dette Tilfælde har han nemlig nydt alt det Vederlag, som han billigen kan have havt for Øie ved de foretagne Forbedringer, idet hans egen Stilling indtil hans Død gjennem dem er bleven forbedret. Det er vel et muligt Tilfælde, at han kan bortrykkes ved Døden kort Tid efter at have udført et større Arbeide paa Pladsen og uden at have nydt Frugterne af dette; men Loven maa formeentlig her som andetsteds danne sin Regel efter Tilfældenes almindelige Skikkelse; og at Livsfæste med Hensyn til det Vederlag, Fæstetageren kommer til at høste for sine gjorte Opoffrelser, i visse Maader maa være en Hazardcontract, er en Følge af dets Væsen, hvilket navnlig viser sig med Hensyn til Indfæstningssummen.
Efter Departementets Formening maa der ogsaa lægges Vægt paa den Betragtning, at det i sig selv er gavnligt, at der i Lovgivningen ligger en Opmuntring til at give Huusmanden Livsfæste; og endelig finder Departementet det afgjørende, at en Lovbestemmelse, der tilsagde selv den paa Livstid antagne Huusmands Efterladte Ret til Erstatning for de paa Pladsen foretagne Forbedringer, vilde danne en ny, hidtil ukjendt og rimeligviis ikke kjærkommen Regel for de Egne af Landet, hvori det Sædvanlige er at antage Huusmændene paa Livstid, og hvor Forholdet mellem Jorddrot og Huusbond for Tiden er godt, saa at det maa ansees i høi Grad betænkeligt ved Paalæg af nye eensidige Forpligtelser at gribe forstyrrende ind deri.
Men selv i det Tilfælde, at Huusmanden ikke er antaget paa Livstid men paa Aaremaal eller Opsigelse, kan Departementet ikke overbevise sig enten om Hensigtsmæssigheden eller Billigheden af Udkastets Regel, udenfor det Tilfælde, at Huusmanden maa flytte formedelst Opsigelse fra Gaardmandens Side. Huusmandens Ret til Erstatning har, saavidt skjønnes, intet andet nomothetisk Fundament, end at han ikke bør udsættes for at vorde vilkaarligen berøvet Frugterne af sin anvendte Flid, og især ikke udsættes for, hvad der stundom skal have været Tilfældet, nemlig at Huusbonden just af Hensyn til de paa Pladsen foretagne Forbedringer opsiger ham, for at skaffe sig Fordeel ved den høiere Indtægt af Pladsen, han paa Grund af dennes forbedrede Tilstand har Udsigt til at erholde. Derimod skjønnes det ikke, at Huusmanden billigen kan fordre, at den ved hans Flid frembragte Forøgelse i Pladsens Værdie skal ansees som en ham tilhørende Eiendom, som han, naar han finder for godt, kan gjøre i Penge ved at opsige sit Fæste og lade sig den betale af Gaardmanden, for derefter at søge sig andet Erhverv, som han maatte foretrække fremfor at forblive i Besiddelse af Pladsen. Der maa ogsaa efter Departementets Formening
