Til Kongen!
Ved Deres Kongelige Majestæts naadigste Commissorium af 3die August sidstleden er det Undertegnede paalagt at sammentræde i en Commission og tage under Overveielse, samt afgive Betænkning om, hvorvidt Lovgivningen om Huusmænd bør undergaae nogen Forandring eller modtage Tillæg eller nærmere Bestemmelser, samt i bekræftende Fald at afgive motiveret Forslag til de nye Bestemmelser, der maatte antages at burde tilføies de ældre eller afløse disse.
Resultatet af sit Arbeide, som Commissionen har troet at burde paaskynde, giver den sig herved underdanigst den Ære at forelægge Deres Majestæt.
Den bestaaende Lovgivning, navnlig Kong Christian den Femtes Lovbog, samt den i Materien gjennemgribende Forordning af 29de April 1752, har vistnok sædvanlig taget Ordet Huusmænd i saa vidtløftig Forstand, at den hele fast bosatte Befolkning i Landdistricterne, som lever af sine Hænders Gjerninger, uden at høre hen enten blandt Grundeiere eller Leilændinge eller blandt Embedsmænd, Bestillingsmænd eller Kjøbstedborgere, derunder indbefattes. I mere indskrænket og egentlig Forstand forstaaes derimod ved Huusmænd alene de, som leie en mindre Deel af en Gaard, imod til dennes Eier at svare Arbeide eller Afgift. Forsaavidt Huusmanden nu i ethvert Fald boer paa anden Mands Grund, til hvem han saaledes træder i Forpligtelsesforhold, gaae Huusmandslovgivningens Bestemmelser væsentlig ud paa at ordne dette Forhold imellem Huusmanden og Grundeieren, der i Forholdet til Huusmanden almindeligviis benævnes Huusbonde eller undertiden ogsaa Jorddrot. Bestemmelser af sidstnævnte Art indeholdes i Forordningerne af 29de April 1752 og af 29de Juni 1792, ligesom i Forordningen af 9de October 1750, forforsaavidt nogen Deel heraf endnu maatte ansees gjældende; hvorimod de øvrige Huusmænd vedkommende Bestemmelser, som i det Hele gaae ud paa at bestemme de for denne præsumtiv fattigere Classe af Samfundet modererede Afgifter og Byrder af geistlig og verdslig Art, findes adspredte i forskjellige Dele af Lovgivningen.
Ordningen af Forholdet imellem Huusbond og Huusmænd er imidlertid af Lovgiveren i det Væsentlige overladt til disses egen indbyrdes fri Overeenskomst. Ingen indtræder i Huusmandsforholdet, uden ifølge sin egen fri Villie, ligesom det er overladt til Grundeieren selv, om han vil have nogen Huusmand og i saa Fald hvem. Om Huusmanden skal overlades Jord at bruge og i saa Fald hvormegen, Afgiftens Størrelse, det pligtige Arbeides Art og Beskaffenhed, — Alt bestemmes frit ved de Contraherende selv. Kun ihenseende til Pladse, der overlades til at opryddes i Udmarken, er det foreskrevet, at den Huusmand, som overlades en saadan Plads, eller hans Enke efter ham, ikke maa udsiges og bortjages, saalænge de upaaklagelig opfylde de dem foreskrevne Pligter; en Forskrift, som man, hvis den overhovedet skal have nogen Betydning, neppe kan antage Huusbonden berettiget til ved Overeenskomst med Huusmanden at betinge sig Ret til at sætte sig ud over. Herhos er Huusmandscontractens Skriftlighed krævet med saadan Strenghed, at Undladelsen af denne Forms Iagttagelse giver Huusmanden Ret til at beholde Pladsen for sin og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret.
Det første Spørgsmaal, der frembyder sig for Commissionens Overveielser, maa efter det Anførte upaatvivlelig blive dette: hvorvidt der maatte være Grund til at modificere den bestaaende Contractsfrihed ihenseende til Huusmandsforholdet, eller hvorvidt det skulde være hensigtsmæssigt ihenseende t. Ex. til Pladsens Størrelse, Fæstets Varighed, Opsigelsesfristen m. m. ved Lov at bestemme visse Regler, som det ikke skulde staae til Parterne, Huusbond og Huusmand, at fravige.
Hvad der væsentlig skulde anføres for at begrunde nogen Indskrænkning i Contractsfriheden imellem Huusbond og Huusmand, maatte naturlig-
