Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42

i dette Huus, ſaa kun faae Erindringer knytte ſig dertil; en ſtaaer dog levende for mig, ſkjøndt den kun grunder ſig paa en Drøm. Jeg laae en Aften alene i min lille Seng i Barnekammeret, og maa vel omſider være falden i Søvn under Frygt og Bæven for Enſomhedens og Mørkets Rædſler. Jeg ſyntes da, at jeg langt, langt borte i det mørke Fjerne ſaae et ildrødt Punkt, der nærmede ſig i raſende Fart og ſtedſe blev ſtørre og ſtørre, indtil det tilſidſt ſtod mig ganſke nær i Skikkelſe af et uhyre gloende Hoved med Flammer til Haar, ildſprudende Øine og opſpærret Gab, hvormed det netop truede at ſluge mig, da jeg foer op med et gjennemtrængende Skrig. Ved dette ſtyrtede min Moder, der var i det næſte Værelſe, til, og jeg fortalte hende da, endnu bævende af Rædſel, at jeg havde ſeet Fanden lyslevende, og at han havde været nær ved at tage mig. Moder ſøgte vel at berolige mig ſaa godt hun kunde med den Forſikkring, at jeg kun havde drømt, og at iøvrigt den Onde ingen Magt havde over et Barn, der hørte Jeſus til. Men jeg lod mig ikke betage Visheden om, at jeg havde ſeet den livagtige Djævel, og at han vilde have ſlugt mig, hvis ikke Moder var kommet til og havde frelſt mig i ſin Favn. Hvor-