i dette Huus, saa kun faae Erindringer knytte sig dertil; en staaer dog levende for mig, skjøndt den kun grunder sig paa en Drøm. Jeg laae en Aften alene i min lille Seng i Barnekammeret, og maa vel omsider være falden i Søvn under Frygt og Bæven for Ensomhedens og Mørkets Rædsler. Jeg syntes da, at jeg langt, langt borte i det mørke Fjerne saae et ildrødt Punkt, der nærmede sig i rasende Fart og stedse blev større og større, indtil det tilsidst stod mig ganske nær i Skikkelse af et uhyre gloende Hoved med Flammer til Haar, ildsprudende Øine og opspærret Gab, hvormed det netop truede at sluge mig, da jeg foer op med et gjennemtrængende Skrig. Ved dette styrtede min Moder, der var i det næste Værelse, til, og jeg fortalte hende da, endnu bævende af Rædsel, at jeg havde seet Fanden lyslevende, og at han havde været nær ved at tage mig. Moder søgte vel at berolige mig saa godt hun kunde med den Forsikkring, at jeg kun havde drømt, og at iøvrigt den Onde ingen Magt havde over et Barn, der hørte Jesus til. Men jeg lod mig ikke betage Visheden om, at jeg havde seet den livagtige Djævel, og at han vilde have slugt mig, hvis ikke Moder var kommet til og havde frelst mig i sin Favn. Hvor-
