og beboedes af den ældste Søn, Capitain Schrøder. Tiden strakte ikke til for mig til at gjøre et Besøg derned, hvor Alt skulde være saa temmelig uforandret, som i de Gamles Dage, og Urden for mit syge Barn drev mig tilbage til Holmestrand endnu samme Aften. Om Eftermiddagen gik jeg op til Hammershøi; hvor var det mig underligt paa Veien derhen at vandre gjennem Birkealleen, som min Fader havde plantet, og som nu var bleven til store, mægtige Træer, hvis Løvkroner nu suste over hans Søns Hoved, medens hans alt længe hvilte under Furutræet paa den gamle Kirkegaard i Christianssand. Da Aftenen faldt paa, tog jeg bevæget Afsked fra de venlige Præstefolk, og vandrede i den lyse Sommernat ad den deilige Strandbred tilbage til Holmestrand, med den vemodige Fred i Hjertet, som Barndommens gjenopfriskede Erindring kan give selv den ældre, prøvede Mand.
