skjønne Børn, der her, uforstyrrede af Menneskene, aflægge deres Ham, indaande den jordiske Luft og sværme i det klare Maaneskin. Da Oceanets grønhaarede Skjønne ere dødelige, udsættes de ofte paa deres Reiser for Farer ja man har endog Exempler paa, at de ere blevne fangne og dræbte af overtroiske Fiskere. Stundom har det imidlertid ogsaa hendt sig, at jordiske Mænd have ægtet Havfruer, hvis Ham de har bemægtiget sig, og saaledes faaet de Skjønne i deres Vold. (See Hibbert 564–71). I Vilkina Saga C. 18 tales om en Konge, der med en Havfrue, som var overordentlig deilig, havde en Søn, der blev en Rise af Væxt og ond at komme tilrette med.
Ogsaa andre Folk have Sagn om saadanne Væsener. Ved Italiens skjønne Bred, hvor i Oldtiden Sirenernes fortryllende Sang lød, sees endnu af og til en Havfrue, og selv de fjerne Grønlændere have et Slags Havmænd, Ingersoit, der boe i Skjerene og bortsnappe Grønlændere, som de dog ei tilføie noget Ondt, men beholde dem til Selskab. (Hans Egedes Grønlands Perlustration P. 110). Spørge vi om Oprindelsen til disse Sagn om Havfolk, da ere de vel ikke saa meget at betragte som dunkle Spor af den oldnordiske Lære om Ran og hendes 9 blege Døttre, der ødelagde Snekker og fik Mandskabet i deres Vold, som udpyntede Fortællinger om Søvæsener, der i Skabning have noget tilfælles med Menneskene og hvis Tilværelse vel er udenfor al Tvivl (Sammenlign F. Magnusens Eddalære 4, 348. Debes Færoa reserata 171 og Strøms Beskr. over Søndmør).
E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Presterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet en paa Stranden i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler beretter han (2, P. 318): „de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Sellø Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae, men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde
