Fossekal er den svenske Strømkal, der ogsaa ynder Strengeleg
og Sang. See Molbechs Reise i Sverige 3, 85. Afzelius’s
Sago-Häfder, 151. Islænderen Thorstein Raudnef ansaa en
Fos ved sin Bolig for hellig og bragte den Offer (Landnama
341).
Den lærde F. Magnusen gjenkjender i dem en Levning af den oldnordiske Gud Brage, der var kyndig i Strengeleg eller Odin, som i Grimnismaal Str. 46 kaldes Grim ɔ: den Formummede, og Grimner ɔ: den, som veed at skuffe eller blænde. Uhland har derimod i sin skarpsindige Behandling af Thors-Mythen paa en eiendommelig Maade bragt Sagnene om Fossegrim i Forbindelse med Mythen om Starkadd. S. 180–183.
„En Havfru op af Vandet steg,
Hun spaa’de Her Zinklar ilde.“
Zinklars Vise.
Stundom see Sømanden og Fiskeren, naar Veiret er stille, Havmænd og Havfruer at stige op af Havets Skjød. Hine ere mørkladne, have langt Skjeg, sort Haar og ligne oventil et Menneske, men nedentil en Fisk; disse derimod ere skjønne og ere oventil som den fagreste Qvinde; men nedentil have de ogsaa Fiskeskikkelse[1]. Fiskerne fange stundom deres Børn, som man kalder Marmæler, og tage dem hjem med sig, for af dem at erholde Kundskab om Fremtiden; thi saavel de, som Havmænd og Havfruer kunne spaae. Sjeldent er det imidlertid nu at høre Havfruer tale eller synge. Sømanden see disse Væsener ugjerne, thi de bebude Storm og Uveir. At ville tilføie dem Skade er farligt. En Sømand, der engang lokkede en Havfrue
- ↑ Saaledes beskrives de ogsaa af de gamle Skribenter Gervasius Tilburiensis Og Olaus Magnus. See der deutschen Mittelalters Volksglauben og Heroensagen von Dobeneck 1, 38 og Olaus Magni Lib. XXI præfatio. Olaus anfører som Hjemmel troværdige norske Fiskeres Beretning.
