54
griber Fossegrimmen over Spillemandens høire Haand, og fører den saa længe frem og tilbage indtil Blodet springer frem af hver Fingerende. Nu er Lærlingen fuldlært og kan spille saa uforligneligt, at Træerne dandse og Fosserne standse i deres Fald. Han viser sig i alskens Skikkelser. Da en Mand i Nissedal engang var ved Qvernen, sprang Døren pludselig op og ind traadte en Buk, der var saa høi, at Hornene rakte op under Loftet. Den gik dog snart sin Vei og den forfærdede Mand vovede knapt at følge ham ud. Han saa dog efter ham, men i det samme forsvandt Bukken i en stor Steen tæt ved Qvernen; og Manden var glad ved saa snart at slippe fra Besøg af Fossegrimmen; thi ham var det.
Ligesom han kan iføre sig forskjellige Skikkelser, saa har han og forskjellige Navne. Paa nogle Steder kalder man ham Fossekallen, paa andre Qvernknurren. I Gjerrestad pleiede man tilforn at hensætte Levsekling, en Ølbolle eller andet deslige ved Qvernen, for at Qverneknurren skulde øge Melet i Sækkene. En Tid lang opholdt han sig i Sandaker-Fos, hvor en Mand havde en Mølle. Saa ofte han vilde male Korn, standsede Qvernen. Manden, som vidste, at det var Qvernknurren, som forvoldte denne Fortred, medtog en Aften, da han vilde male, noget Beg i en Gryde, hvorunder han gjorde Ild. Saasnart han lod Qvernen løbe, standsede den som sedvanlig. Han stak nu en Stang ned for at bortjage Qvernknurren, men forgjeves. Endelig lukkede han Døren op for at see, men i Døren stod Qvernknurren med aabent Gab, saa stort, at Underlæben sad ved Dørtærskelen, Overlæben ovenover Døren. Han sagde til Manden: „Har du seet saa stort Gabendes?“ Flux greb denne den sydende Beggryde, og slog den ind i Gabet med de Ord: „Har du smagt saa hedt Kogendes?“ Brølende forsvandt Qvernknurren og siden har man ikke seet ham.
Anm. Meddeelt. Sammenlign Sillejords Beskrivelse 251, og Hansens Archiv 2, 361. Nær beslægtet med vor Fossegrim eller
