omkring en af Jorden opstigende Varme.“ De holdt hverandre
i Haand og dandsede deels i en stor Ring, deels i
mange smaa. Om Morgenen saa man Mærke baade efter
Varmen, som havde brændt Græsset af, og efter Dandsen,
som havde efterladt mørke Ringe i Græsset. Dette lægger
sig vel, men bliver siden tykkere og frodigere. Slige
Ringe kaldes ofte Alfedands. De skade Folk ved deres
Gust, som kaldes Alfgust eller Elfblæst, der bestaaer i Hevelse
paa Legemet, som man let kan paadrage sig ved at
komme paa de Steder, hvor de have spyttet eller ladet deres
Vand. De have en vis Forkjerlighed for visse Steder,
især for store Træer, som Eierne derfor ei tør røre, men
betragte som en reen Helligdom, hvorpaa Gaardens Vee
og Vel beroer. Visse Svagheder hos Kreaturer tilskrives
ogsaa Alferne, og kaldes derfor Alfild eller Alfskud.
Anm. Alferne deeltes efter den nordiske Mythologi i Lysalfer, der havde deres Bopæl i Alfheim hos Freyr, og vare blankere end Solen; og Svartalfer, der boede nede i Jorden og vare sortere end Beg. Svartalferne sammenblandes ofte med Dvergene, med hvilke de endog i Eddaerne synes at være eensbetydende, skjønt der i Odins Ravnesang nævnes baade Dvergar og Døckalfar (Svartalfer) ved Siden af hverandre. Den norske Almue gjør Forskjel paa Dverge og Alfer. Hine tænkes at leve ene og stille medens disse leve i Selskab, ynde Dands og Musik, og ofte have deres Tilhold i gamle Træer. De ere at betragte som en Mellemting af Lys- og Svartalfer, da de vel ere lyse, smukke og livlige; men derhos slemme og skadelige.
Alfer (de oldnordiske Alfar) svare til de svenske Elser, danske Elve- eller Ellefolk, Tydskernes Alp, Irlændernes Shefro, Scoternes Daoine Shie, Persernes Peris o. s. v. Sammenlign Ordet Alf i Eddas lexicon myth og Thorlacius Anm. til Thorsdrapa S. 160. Afzelius’s Sago-Häfder 1, 17. 2, 136, 143. Riises Archiv 4, 334. Urda 2, 363.
