40
Besiddelse. Midlertidig have de maaskee stundom tjent som
Tilhold for Ugjerningsmænd, der maatte drage bort, naar
deres Tilhold blev opdaget.
I Nordland fortælles, at en rask Karl ved at lægge en Riflepibe over en Huldra i Skoven fik hende bunden. Hun blev døbt og hans Kone. De levede fortræffelig sammen og fik et Barn. Men pludselig, medens Barnet en Qveld legede ved Gruen, hvor Huldrakonen sad og spandt, medens Manden havde andet Virke fore, kom noget af hendes vilde Natur over hende, i det hun i et rasende Indfald yttrede til sin Mand om Barnet, at det skulde være en herlig Steg at sætte paa Spid og riste tilqvelds. Manden blev forfærdet, og Konen, der mærkede, at hun slemt havde forløbet sig, tog sig igjen, og bad, at det maatte være glemt. Men saa blev det ikke. Manden skrev sig det bag Øret. De frygtelige Ord løde stedse for ham. Han saa kun deri et fælt Indblik i sin nu afblomstrede Kones sande Natur, og Husfreden var forstyrret. Fra en god Mand blev han knarvurren, forekastede ofte Konen hendes glubske Forslag, bandede sit Indfald at ægte hende, slog og dængede hende. Saaledes gik det en Tid lang. Konen led og angrede. En Dag gik hun hen til Smidien for med et venligt Øie at see til sin Mands Arbeide; men da han begyndte som før, og det kom til Haandgribeligheder, greb hun, for at give ham et Beviis paa sin Overlegenhed, en Jernstang, og virrede den som en Staaltraad om sin Mand, der nu maatte falde tilføie og love at holde Husfred.
[Meddeelt].
Anm. Lignende Sagn ere almindelige rundt om i Landet. (See f. Ex. Nor, Side 67). Begrebet om disse Væsener ere ikke overalt i Landet det samme; men varierer temmelig betydeligt. Paa nogle Steder betragtes Huldra som en skjøn
