sets Folk og fik i Betaling lutter Sølvpenge Da de endelig skulde til at reise og vilde betale for det gode Herberge, vilde Verten Intet modtage, men satte dem paa den Vei, de skulde følge. I samme Øieblik forsvandt Gaard og Alt, og Kræmmerne befandt sig midt i en stor Skov. Med Forundring hørte man paa Nabogaardene om denne forunderlige Gaard og Alle vare enige om, at det maatte være en Huldregaard, da Ingen hverken før eller siden har mærket den. Af slige Gaarde findes der en Mængde omkring i Heiene og i Udmarkene. Stundom kan En slumpe til at see en saadan, men inden man veed et Ord deraf, saa er Alt igjen forsvundet. Kan man komme til at skyde eller kaste Staal over en saadan Gaard, saa er Troldommen forbi og Gaarden med hvad deri findes bliver Finderens Eiendom. Af saadanne Gaarde, som kaldes Huldre- eller Finde- eller Fyndar-Gaarde findes der mange rundt om i Fjelddalene. Ultvet og Fogne i Gjerrestad, Findræng i Vraadal og Brødsiø i Drangedal ere saadanne Gaarde. Findræng blev fundet af en Juring, der sad og vred Vidier og stak sin Kniv i et Træ, der strax forvandledes til en Gaard. Der lever endnu Folk, som paastaae, at de i et Fjeld paa Findrængs Jorder have hørt en fortryllende Musik, ja endog Faar og Gjeter at bræge og Grisunger at grynte. I dette Fjeld have Huldrefolk nu Tilhold. Den Mand, som først fandt Brødsiø, saa selv Huldra vandre bort fra Gaarden. Hun lignede en gammel Kone, var graaklædt, bar en Strippe i Haanden og gik i Spidsen for sin Buskab. Inden hun forsvandt vendte hun sig om til Finderen og spaaede ham, at han ingen Lykke skulde have til at beboe Gaarden, førend den var afbrændt tre Gange og tilføiede „I driv me fra Brødsiø. Naa reiser æg ad Heia (til Vegaardsheien). Der ska Ingen rugge meg.“
Anm. (Mundtligt og meddeelt). De almindelige Sagn om Gaarde, der siges at være fundne, tyde sandsynlig hen paa, at de ved den sorte Død forladte Gaarde igjen ere fundne og tagne i
