hun virkelig kunde see dem. „Ja vist kan jeg see Jer med mit høire Øie,“ svarede Konen; men i det samme berørte den underjordiske det, og fra den Stund saa hun ei mere dermed.
Anm. Dette Sagn hørte jeg af en Bonde som ei tvivlede om sin Beretnings Sandhed. Andre tilføie, at Datteren bad sin Moder at flytte sit Fjøs, da dem flød ligeover hendes Bolig og ofte var hende til stor Uleilighed. Dette Ønske blev strax opfyldt, og fra den Tid havde Moderen den bedste Lykke af sin Buskab.
Lignende Sagn ere temmelig almindelige og henføres til forskjellige Steder, f. Ex. til Egeberg ved Christiania (see Nor 74) o. s. v.
De ere især mærkelige for den Lighed, de have med Udlandets Traditioner. I Danmark tabte en Gjordemoder Synet, fordi hun fortalte, hvad hun havde seet i en Høi, hvorhen hun var bleven kaldet for at hjelpe en underjordisk Kone, der var i Barnsnød. (Thiele 1, 36). Lignende Historier fortælles om en Grevinde Ranzau o. fl. i Grimms deutsche Sagen. I Scotland, fortæller Grimm i sin ypperlige Afhandling “Ueber das Wesen der Elfen i Irischen Elfenmärchen XXVII,“ havde Elferne engang bragt et nyfødt Bar ind i deres Shian, og hentede siden Moderen for at hun skulde give Barnet Die. En Dag, da hun var ene hjemme, fik hun Lyst til noget af den Salve, hvormed hun saa, at Elferne besmurte deres Øine. Hun blev imidlertid ikke ærdig med mere end det ene Øie, da Elferne igjen kom tilbage; men med dette kunde hun nu see alle Ting i deres sande Skikkelse, en Gave, som hun beholdt, selv efterat hun var sendt hjem igjen. En Dag saa hun i en Folketrængsel den Elfe, der havde taget hendes Barn, uagtet han var usynlig for Andre, og frugte strax efter Barnets Befindende. Forbauset spørger Elfen hende igjen, om hun kunde see ham, og da hun, skrækket ved hans frygtelige Mine, bekjendte Sandheden, spytter han hende i Øiet, og siden den Tid saa hun ei mere dermed. En lignende Fortælling findes i der Mythologie der Fem und Elfen von Wolff 2, 95.
I Rhones Vande, fortæller Gervasius Tilburiensis[1] boe
- ↑ Gervasius var Marschal i Kongeriget Arles og skrev sine otia imperialia ved Rhones Bredder, hvor endnu i Nærheden af Arles findes et Bjerg, der beboes af Feer. Note de l’éditeur de chants pop. de l’Ecosse. 3, 119.
