32
vi aldrig meer), vedblev den Underjordiske, og fra den Tid
blev Bonden paa Brakandalen aldrig forstyrret af de Underjordiske.
For at være rigtig sikker havde han desuden,
efter den Fremmedes Raad, opfødt flere hvide Kalve, som
han lod springe og kjete sig i Gaarden, for at de Underjordiske
skulde see dem og troe, at det var Hvidbjørnens Unger.
[Saavel mundtligt som meddeelt.]
Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjækten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.
Det var engang et Par Folk, der havde en eneste Datter. Pludselig forsvandt hun. Forældrene, der bleve meget bedrøvede over Tabet af deres kjere Barn, søgte overalt, men kunde dog ikke komme paa mindste Spor efter hende. En Tid derefter kom seent en Aften en fremmed Mand ind i Huset, og bad Konen, som var ene hjemme, om hun vilde see til sin Datter, der var i Barnsnød og ventede paa hendes Hjelp. Moderen blev vel meget forskrækket ved denne uventede Tidende, men gjorde sig imidlertid strax færdig til at følge med den Fremmede. Han rakte hende en Traad og ved Hjelp af den var hun i et Øieblik hos sin Datter, der fødte et raskt og velskabt Barn. Da dette var pyntet, gav Manden hende en Vædske, forat hun med den skulde besmøre Barnet, men advarede hende for at faae noget af den paa sig selv. Ikke destomindre, da hendes høire Øie begyndte at ilde og hun vilde gnide det, fik hun noget af Vædsken i Øiet. Da man ei længere trængte til hendes Hjelp, lagde den fremmede Mand, der var hendes Datters Ægtefælle og en Underjordisk, at hun kunde gaae sin Vei, og ved Hjelp af Traaden kom hun strax hjem. Den næste Dag, medens hun med sin Mand arbeidede paa Marken, saa hun pludselig sin Datter og hendes underjordiske Mand at spadsere ved sin Side. Hun tiltalte dem nu, og forbauset spurgte Svigersønnen, om
