Dalen, og da den ansees for at bringe enhver Brud, som bærer den, Lykke, leies den ud fast til ethvert betydeligt Bryllup. (Mundtligt af en nummedølsk Bondegut).
Det er ikke stort over Mandsminde, siden en voxen Gut fra Opdals Annex i Nummedalen, idet han gik forbi en forladt Sæter, der traf en munter Huldrebrudefærd. Igjennem en Glug var han Vidne til, hvorledes alt gik til imellem Bjergfolkene som ellers i Bondebryllupper; men mest tiltrak dog Bruden sig hans Opmærksomhed ved sin Deilighed og herlige Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudekrone af Sølv var det ypperste. Gutten saa længe paa Bruden til han fik hende kjer, og da hendes smukke Billede sad ret fast og dybt i hans Hjerte, betænkte han sig ei længe paa at frasnyde Brudefolkene Lystigheden, og Brudgommen den rige og væne Brud. Rask trækker han sin Kniv – blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudens Hoved – Brudefølget forsvinder hurtigt som Blinket – kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet, igjen. Begge de Atblivende kom snart overeens. Huldrebruden fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efter at være bleven døbt. Men hendes prægtige Brudedragt skjæmmedes meget af en hæslig Kohale, som først lidt efter lidt svandt. De levede længe og vel tilsammen, og af den rige Brudedragt, hvorom der endnu gaaer stort Ry, gjemmes end paa Mærabru den kostbare Sølv-Brudekrone.
Anm. Meddeelt. Lignende Sagn ere ei sjeldne. En Sæterpige paa Kleiver i Nedrethelemarken beholdt under lignende Omstændigheder Brudestadsen, men fik af de Underjordiske den Spaadom, at hendes Afkom ei skulde blive saa forstandig som rig. I Elverum kom en saadan Krone tilligemed den Brud som bar den, igjen i de Underjordiskes Vold, da man engang havde glemt at skyde over Bruden.
