Hopp til innhold

Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
VI

allermindst om de overnaturlige Væsener: thi deels er Troen paa dem ved en stigende Oplysning aftaget, og som en Følge deraf ogsaa Beretningerne om dem blevne ufuldstændigere, deels udfordres der en vis Takt, som kun Øvelse og Omgang med Almuen kan give, til at faae den ønskede Underretning; thi er man ikke forsigtig og varsom, hender det let, at Vedkommende troer, at man vil have ham til Bedste, og man faaer et undvigende eller benegtende Svar. Sagn, som paa Stedet, hvor Begivenhederne skulle være indtrufne, ere hendøde, og hvor ei engang Spor ere at finde, træffer man heel uventet paa et andet Sted, hvor de ved tilfældige Omstændigheder, som ved Giftermaal, o. s. v., ere blevne henplantede; thi Barndoms Fortællinger og Steder have ofte for den, der tidlig blev fjernet fra dem, mere Interesse end for dem, der daglig see de vante Omgivelser.

Tidsalderens Aand, der er mere raisonerende end troende, der i det Hele ingen Auctoritet respecterer; Geistlighedens Bestræbelser, og en mere udbredt Læsning have berøvet Sagnene og Eventyrene meget af deres gamle Interesse og Agtelse, saa at nu som oftest kun en gammel Kone eller et videbegjerligt Barn kjender et Sagn, der for ikke ret mange Aar siden var almindeligt.

Flere troværdige Folks Forsikkring, at man i deres Barndom hørte baade gamle Viser og Sagn, som nu ere aldeles glemte; den Erfaring, at den tiltagende Almueoplysning ei alene medfører Overtroens Udryddelse, men ogsaa Sagnenes Glemsel, og den Interesse, som disse vidunderlige Toner om en Verden, som vi ikke kjende, fra en Tid, der længst er forsvunden, have for mig, lige fra mine Barndoms Dage, da jeg med levende Interesse og Tro lyttede til dem, opvakte tidligen hos mig den Idee, at samle en Deel at disse Sagn, inden de ganske forstummede. Tildeels opdraget paa Landet og saaledes vant til at omgaaes med Bønder, blev det mig ei vanskeligt ved flere Fodvandringer, jeg i mine Universitetsferier foretog, at udvide min Sagnkundskab, som jeg siden deels ved at studere Topographier o. s. v., deels ogsaa ved mundtlige Samtaler og Brevvexling har stræbt at fuldstændiggjøre. Sjællands lærde Biskop, den af den oldnordiske Historie saa fortjente P. E. Müllers, Hr. Professor C. Steenblochs og flere agtede Videnskabsmænd Ønske om, at en Samling norske Sagn snart maatte udkomme, og Opmuntring til mig, om at realisere Ideen, har fornemmelig bidraget til at denne Samling af Sagn nu fremtræder. At den er ufuldstændig og i flere Henseender mangelfuld, er Ingen villigere til at erkjende end Udgiveren, der dog har stræbt at udstyre den, ei saaledes