fornuftige Folks Samtale, faae Naadestødet; thi saadan Overtro trives kun, naar den indhylles i en vis Hemmelighed og uden Forklaring forplantes fra Mund til Mund.
2. At saadanne Sagn selv for Naturforskeren kunne have Interesse, vidner vor berømte Landsmand Professor H. Steffens. „Mig som Naturforsker,“ siger han, „var stedse Sagnenes Physionomi fra de forskjellige Bjerg- og Skovegne uendelig kjert; thi udsprungne af en bestemt Natur, bleve de, hvor de, bortskremte fra os, holdt sig i saadanne skjulte Tilflugtssteder, gjennem Aarhundreder stedse deres oprindelige Hjem troe, tydende hen paa det; ja, de syntes vidunderligen at bevare dets inderste Hemmeligheder. Med Bjergenes og Landenes Natur hænger Sagnenes Skikkelse paa det nøieste sammen, saa at jeg med den inderligste Fornøielse har iagttaget Sagnvexternes Forskjellighed efter Egnens Natur i dens fineste Nuancer.“ (Geschichten, Sagen u. s. w. von Hagen, Hofmann und Steffens S. 131).
3. For Digteren og Yndere af Digtekunsten maa en Samling af saavel mythiske som historiske Folkesagn, være velkommen. Med større Frihed og med mere Held kan han benytte sig af mythiske Væsener, naar han veed, at disse leve i Folkets Minde og ere saa bekjendte, at selv det mindste Barn forstaaer en saadan Hentydning, og, hvad de historiske og tilsvarende Sagn som Stof for poetiske Frembringelser angaaer, saa er det en almindelig Mening, at et Digt, der grunder sig paa et Sagn eller Factum, næsten stedse lykkes bedre, end hvor Stoffet ogsaa er opdigtet. Mig vilde det meget glæde, om denne Samling af Sagn kunde tjene vore unge Skjalde til en Slags Haandbog, og opmuntre dem til hellere at dyrke og opelske de vel ei saa glimrende, men dog friske, levende Blomster, der voxe frodige blandt Norges Fjelde, end at søge baade Stof og Billeder fra fjerne og for Mængden ubekjendte Gjenstande, kort at blive mere Folkedigtere, end tilforn har været Tilfælde.
4. For den, der har historisk Sands eller interesserer sig for Fødelandets Skjebne gjennem Secler og for gjeve Mænds Idretter, ville de historiske Sagn udentvivl være velkomne; thi om man ei altid kan bevise Sagnenes historiske Vished, og om der mod enkeltes Paalidelighed endog kan vækkes grundet Tvivl, ere de dog — om kun for saa vidt Aftryk af Virkeligheden, som de indeholde Folkets Minder om mærkelige og vidunderlige Hendelser eller Gjerninger — altid interessante, og vi maae med Sagnlitteraturens Fader, den berømte Grimm, erkjende, „at gaae Sagnene end med andre Skridt og see med andre Øine, end Historien gjør, maa man dog unde ethvert Folk, og
