gelser, ere kunstfærdige og fordetmeste grønklædte[1]. Børn ere i Skotland som hos os udsatte for Ombytning førend de døbes; men ved at stege Byttingen paa Gløder bringes det rette Barn tilbage. Da de underjordiske i Skotland efter et Sagn ere pligtige til hvert 7de Aar at betale Fanden een eller flere af deres Unger i Skat, saa stjele de Menneskenes Børn, medens de ligge i Vuggen, for at give Fanden disse istedetfor deres egne. (Büschings wöchentliche Nachrichten 1, 251. Thiele 3, 80. Riises Archiv 4, 337).
De underjordiske paa Øen Man ynde Jagt og bruge dertil Indbyggernes Heste, som derfor ofte findes at staae skummende om Morgenen i Stalden. De deles i gode, der leve i Selskab og glæde sig ved de Dødeliges Lykke, og onde, der leve ene og afsondrede i Huler og i Taage ved Stranden, hvor man i de mørke stormende Nætter hører dem at hyle med ondskabsfuld Glæde, naar Skibe knuses mod Klipperne. (D. Robertsons Reise durch die Insel Man 1795).
Paa Orkenøerne vise de sig stundom i Rustning; men ligne i øvrigt Shetlands duarfs, som man, af Frygt for at fornærme, kalder „guid folk eller guid neighbours,“ og som næsten aldeles svare til vore Underjordiske. De ere grønklædte, ere deelagtige saavel i Aandernes og Menneskenes Natur, kunne gjøre sig usynlige, ynde Musik og
- ↑ I den gamle skotske Ballade, the young Tamlane, siges de at kunne forandre deres Skikkelser og Legemer, boe i Jord og i Luft, i Nøddeskallen som i Hallen, slumre i Rosenknoppen, boltre sig i Strømmen, flagre i Vinden og fremglide paa Solstraalen.“ Mistrelsy of the Scottish borders, der findes i den franske Oversættelse af W. Scotts Værker, under Titelen: Chants populaires de l’Ecosse.
