frembringe hvad Sælsomt, der viser sig i Naturen, klæde sig i grønt og gjøre Løier med Hyrder og Andre“ (Mythologie der Elfen und Feen von Wolff). I Irland kaldes de Underjordiske Shefro ɔ: de gode Folk, og ligne de nordiske Alfer, da de beskrives som smaa og deilige af Udseende og leve i Selskab. De boe dog som vore Underjordiske i Klippehuler og gamle Kjæmpehauge, hvor deres Boliger ere prægtige og deres Musik fortryllende. Deres Dragt er hvid og for deres Aande svinder al menneskelig Kraft. Boldspild og kunstrig Dands ere deres Yndlingsglæder. De dandse i Maaneskin deres Runddandse, saa at Dugdraaberne zittre under deres Fødder og deres røde Huer vakle ved deres Spring. De ere egentlig faldne Engle, der leve i Uvished om deres tilkommende Skjebne, hvorfor de gjerne ombytte deres egne Børn med Menneskenes, hvilke Byttinger, der nævnes Leprechan, foraarsage megen Ulempe. (Irische Elfenmärchen X–XX von Grimm). – I Skotland, hvor de leve mere i Folketroen end i England, kalde de Daoine Shie (Fredens Folk). Om Natten dandse de som Nordens Alfer om paa Blomstrene og efterlade paa Grønsveret cirkelrunde Mærker, der stundom ere gule og forbrændte, stundom farvede med stærkt Grønt. Efter Solens Nedgang er det farligt at falde i Søvn eller befinde sig paa saadanne Steder. Naar Kreaturer overfaldes af pludselig Krampe, siger man, at de ere slagne af Feer. De skotske Bjergboere undgaae gjerne at tale om dem, især om Fredagen; thi da ere de ei at spøge med, og da de desuden usynlige kunne være tilstede, er det godt stedse at tale om dem med Respect. De leve ogsaa i Høie, hvorfra en deilig Musik ofte høres, efterligne alle Menneskenes Beskjefti-
