Af dette Gavebrev see vi, at hun, og altsaa ogsaa Knut
Gjesling, har levet paa Eirik Prestehaders Tid og vi kunne saaledes
med Schøning (Budst. 2, 680) gjerne antage Knut for
at være en Søn af Herrer Siugurdh Erlandzon, til hvem, ifølge
et Pergamentsbrev fra 1337, der findes paa Sandbo, Arne
Haraldsson, Korsbroder i Hamre, afstod Heimdalsvatn. Sammenlign
Urda 4, 381. Budst. 1, 449. Saml. til Norges S.
og S. 4, 115.
Paa Gaarden Solberg i Gusdal i Gudbrandsdalen boede i gamle Dage en fornem Frue; og paa Skondalsfjeldet en anden, der kaldtes Skondals-Fruen. Disse to Fruer laae i heftig Strid, fordi Solbergs-Fruen engang havde ladet den anden frastjele et Sviin. En af deres Svende blev ved denne Leilighed ihjelslagne og begraven paa samme Sted, hvor Mordet skede. Trætten blev fortsat indtil Solberg-Fruen ved Dom blev paalagt, at retfærdiggjøre sig ved Ed. Hun aflagde denne, men skal siden have sagt: „Flesket smagte godt, men Eden var ond at gjøre.“
Skondals-Fruen stod i saadan Anseelse hos Stedets Prest paa den Tid, at der aldrig blev ringet sammen ved Hovedkirken, førend hun blev seet i Klevebakkene.
Anm. Paa en Sæter ved Skondalsfjeldet sees endnu Spor af Hustomter. Hjorthøy 2, 188. Sagn om Fruer ere temmelig almindelige. Paa Grevsnes i Volden paa Søndmør skal i gamle Dage have boet en skotsk Frue eller Grevinde (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 315). Halve Flaa-Annex i Hallingdalen skal i gamle Dage være eiet af en rig Frue, der kaldes Roppe-Fruen, og var saa prægtig at hun kjørte med Elsdyr. (Top. Journ. 31, 169).
