Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/252

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

216


Til Erstatning for den opbrændte Gaard blev Heimdalen med Fiskeri og andre Herligheder, der tilforn havde tilhørt Valders, af Kong Magnus tildømt Ridderen paa Sandbo, hvilket mange Kongebreve, som findes paa Gaarden, endnu stadfæste.

Anm. Heimdalsvatn er endnu bekjendt for sine fortrinlige Ørreder og Heimdalen for sine Græsgange og Jagt. Denne Herlighed hører til det gamle Herresæde Sandbo, som allerede i Kong Sverrers Tid eiedes og endnu eies af Familien Gjesling, som har boet paa Gaarden i 600 Aar. Endnu bevares paa Gaarden en Staalhue, et Harnisk og en Deel Vaaben, som de gamle Eiere have brugt. (Mundtligt og meddeelt. Budst. 2den Aarg. 672. Hjorthøys Beskr. over Guldbrandsdalen 2, 37. Kraft 2, 137. Urda 1, 381, hvor et Diplom om Heimdalsvatn af 1336 findes). Ridderen paa Sandbo hedte efter et andet Sagn Knut Gjesling og han efterlod sig 7 Sønner, som alle vare urolige og voldsomme Karle, der satte Livet til i Tvekamp eller lede en Udød. Deres Moder, der ogsaa var af Familien Gjesling og en gudfrygtig Kone, skal af Sorg over sine Sønner have flyttet til det afsidesliggende Skaarvangen. Her søgte hun ved Faste og et strengt Levnet og ved Gaver til Vaage Kirke og Prest at udsone sine Sønners Misgjerninger. Hermed staaer udentvivl i Forbindelse Sagnet om Hustru Gjertrud. Denne stolte Adelsfrue eiede efter Sagnet Sandbo, Skaarvangen og flere Gaarde i Vaage. Om Vinteren boede hun paa Sandbo, om Sommeren paa Fjeldgaarden Skaarvangen, hvor hun havde sin Buskap. Da Veien derfra til Kirken var lang, skjenkede hun Presten Gaarden Sunde, for at han ei skulde lade ringe sammen, førend hun ankom. Underveis paa „Sæletungen“ bleve hendes Heste sælede. Naar man saa hende og Følge i den Bakke mellem Sandbo og Kirken, som endnu kaldes Stadsbakken, udbrøde gjerne Dølerne „Naa kjøm Stasen, naa kan os laag aas te aa ringje.“

I et mærkeligt Gavebrev, som endnu findes i Prestearchivet i Vaage, forekommer blandt Andet følgende: „fredagenn i poske vikum A ix och x x Riigiss woriis wærdelige herre h Erich Medt guds Node Norgiis konung sougum och hördum, Att hustru gjærthrut pouils dott, gaff thiel kirkenn Ulensö a woge Söndre gordum i Sundum, firi Siell Sine och Leg Stadum Sine, kierkenn thill opholdt och presten thill bordholdt“ o. s. v.