ei vilde tage Tjeneste hos den nye Konge Olaf Tryggvason,
er sandsynligt, da Orm var blandt de anseede Thrøndere, som
Olaf paa Hlade kaarede til Offer for de hedenske Guder, og
som alene ved at lade sig døbe kunde undgaae Døden (Snorre
Cap. 74).
Til Sagnene om den mægtige Hladejarl kunne henføres, at der ved Livaag (Oldtidens Hjørungavaag) endnu findes blandt Bønderne Sagn om et vældigt Slag i Oldtiden (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 409. Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 33–48), og at i Opdals Sogn ved Dovrefjeld det Sagn gaaer, at den flygtende Torkild Turefrost fandt et Tilflugtsted i denne Egn og opholdt sig paa det Sted, hvor Gaarden Ishoel nu ligger. (Budstikken 2, 121. Sigurd Brestesons Saga).
Paa Godøen i Nordlandene boede i gamle Dage en Nes-Konge ved Navn Gø. Paa samme Tid søgte Kong Olaf at christne Landet, og havde ogsaa isinde at gjeste Gø og byde ham enten et Feltslag eller Antagelsen af Christendommen. Han ankom ogsaa med sin Flaade til Indløbet af Saltensfjord; men efter at han længe havde lagt i Havn i Udøerne for at vente paa en gunstig Vind, maatte han dog tilsidst med uforrettet Sag reise sin Vei; thi Kong Gø, der var en stor Troldmand, foraarsagede denne langvarige Modvind. Denne Kong Gø var ellers en mægtig og frygtet Mand, der regjerede over hele den Strækning, som nu udgjør Gillestaals, Bodøens, Skjerstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og fornemste Styrke bestod i Finner.
Nedenfor Tjøttø-Gaard i et fersk Vand, som ved en smal Strimmel stilles fra Søen, blev efter Sagnet den berømte nordlandske Høvding Harek Tjøttø døbt af Kong Olaf.
