144
bliver det, om en Begivenhed fra Oldtiden kan med Rimelighed antages for blot gjennem mundtlige Sagn at være bleven opbevaret. Muligheden deraf kan dog ei med Grund benegtes. Naar en Tildragelse enten ved dens Sjeldenhed, de handlende Personers mærkelige Egenskaber, besynderlige Skjebne, sørgelige Død o. s. v. vakte almindelig Opsigt og greb Sindet i den Grad, at Fortællingen om samme stedse maatte interessere den Egn, hvor den indtraf, saa er det ikke umuligt, at en saadan Daad gjennem Aarhundreder kunde erindres. Dette bliver tvertimod endog rimeligt, naar man betænker, at sligt Storverk gjerne havde mange Vidner og hyppige Anledninger til at tilbagekaldes i Erindringen; at det oftest var knyttet til en eller anden udvortes Gjenstand, som en Bautasteen, en Høi, et Navn o. s. v.; at Odelsmanden paa den Gaard, hvor en mærkelig Tildragelse var indtruffen, eller en berømt Mand havde boet, bevarede Sagnet som et helligt Arvegods fra gjeve Fædre, og at Dalens øvrige Beboere med en vis stolt Selvtilfredshed mindedes og fortalte en Begivenhed som kunde give deres Egn en vis Navnkundighed. Til saadanne kunne vi f. Ex. regne Sagnene om Kong Augvald og hans Ko; om Harald Haarfager og flere berømte Mænds Gravhauge og Bopæle; om Kong Sverrers Toge og hans Foged Ivar Dapis Drab, der ved Opbrændelsen af Kaupanger o. m. maatte være blevet denne Egn vigtig, og hvor Sagnet knyttedes til den skjebnesvangre Hammer, der endnu findes; om Prindsessen, som blev begraven ved Fjære Kirke; om Audun Hestakorn og Fl. Saadanne Begivenheder, der vare sjeldne, tiltrak sig Opmærksomhed, og, knyttede til udvortes Gjenstande, erindredes de let ved mundtlige Sagn; men de nærmere Omstændigheder bleve
