I det høie Haaberg ved Øidnevandet i Valle boede i fordums Dage et Bjergtrold eller en Gubbe, der tvert over Vandet lod sætte et Gjerde af Jern, som hindrede Laxen i at komme længere op. Naar man derfor paa nogen af de ovenfor liggende Gaarde fik en Lax, blev det anseet som et Forvarsel paa, at En maatte være feig. Engang kom St. Olaf ridende til dette Vand. Da han ei vilde ride omkring, satte han med Hesten i eet Spring over Vandet, hvor det er smalest. End seer man i Fjeldet Spor af Hestens vældige Fødder. Der hvor det dristige Spring skede er Vandet omtrent 300 Skridt bredt, og Klipperne paa begge Sider steile. Paa begge Sider af Framvarenvand i Vandsø paa Lister findes ogsaa tydelige Spor af St. Olafs Hest, der sprang 400 Skridt fra den ene Klippe til den anden. Ved denne Leilighed maatte St. Olaf erkjende, at en god Hest ei er at foragte; thi ved dens Hjelp undgik han Fanden selv, som var efter ham og gjerne vilde have En Klo i den hellige Mand.
Anm. Top. Journ. 12, 20, 13, 17. Endnu dristigere var det Spring, Helgenen vovede i Jørgensfjord, hvor han sprang fra et Fjeld til et andet, uagtet Frastanden er omtrent 1000 Alen. I Fjeldene sees endnu Mærker efter Springet. (Budst. 6, 613). Ved Fogstuen paa Dovre i Drivdalen sammesteds og paa utallige Steder rundt om i Landet vises Spor af St. Olafs Ganger.
Da St. Olaf engang blev forfulgt gjennem Karmsund og en anden fiendtlig Flaade ventede paa ham nord ved Slettent[1] roede Kongen med sit Skib ud til Skylling-
- ↑ Sagnet synes at angaae hans Flugt efter Kampen i Boknarsund med Erling Skjalgsson. Snorres Olafs Saga Cap. 186.
