118
Anm. Oedmanns Beskr. S. 100. En Legende beretter, at Halvard
Vebjørnson, (St. Halvard) var en Frænde[1] af St. Olaf.
Han skal have boet paa Gaarden Huseby ved Drammen, men
blev myrdet og kastet i Dramselven. Da hans opflydte Lig
siden skal have foraarsaget Underkurer, blev han erklæret for at
være en Helgen, og Kirker reistes til hans Ære. St. Halvards
Skrin stod i St. Halvards Kirke i Oslo, og 15de Mai var indviet
til hans Ære.
Paa Moster Kirkegaard staaer en Steen med et Hul i. Dette fremkom derved, at St. Olaf i sin Harme stak sit Spyd gjennem Stenen, fordi Almuen ei var flittig nok til at høre Messe i Kirken. I dette Hul bandt han derpaa sin Hest, hvis Bidsel har efterladt et kjendeligt Mærke i Stenen. I en anden Steen udenfor Kirkegjerdet sees Spor af Kongens Fod, da han fra Kirketaget sprang ned for at tugte en uvorn Bygmester. (Budst. 7 Aarg. 345, Suhms Saml. 2, 3. 34).
Paa Store-Standdal ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør sees en lang krum Steenstøtte, der ligger i lige Linie med et Hul i et nærliggende Fjeld. Stenen er St. Olafs Piil, som han skjød med saadan Kraft, at den gik tvert igjennem Fjeldet, hvoraf Hullet i samme er fremkommæt.
Anm. Strøms Søndmørs Beskr. 2, 309. Hvad der i Nordlandene tilskrives en Jutul henføres her til St Olaf.
- ↑ Halvards Moder var Thorny, Søster til Olafs Moder Asta. (Fornmanna Sögur V, 6. 267).
