Hopp til innhold

Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

118


Anm. Oedmanns Beskr. S. 100. En Legende beretter, at Halvard Vebjørnson, (St. Halvard) var en Frænde[1] af St. Olaf. Han skal have boet paa Gaarden Huseby ved Drammen, men blev myrdet og kastet i Dramselven. Da hans opflydte Lig siden skal have foraarsaget Underkurer, blev han erklæret for at være en Helgen, og Kirker reistes til hans Ære. St. Halvards Skrin stod i St. Halvards Kirke i Oslo, og 15de Mai var indviet til hans Ære.



St. Olaf paa Moster.

Paa Moster Kirkegaard staaer en Steen med et Hul i. Dette fremkom derved, at St. Olaf i sin Harme stak sit Spyd gjennem Stenen, fordi Almuen ei var flittig nok til at høre Messe i Kirken. I dette Hul bandt han derpaa sin Hest, hvis Bidsel har efterladt et kjendeligt Mærke i Stenen. I en anden Steen udenfor Kirkegjerdet sees Spor af Kongens Fod, da han fra Kirketaget sprang ned for at tugte en uvorn Bygmester. (Budst. 7 Aarg. 345, Suhms Saml. 2, 3. 34).



St. Olafs Piil.

Paa Store-Standdal ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør sees en lang krum Steenstøtte, der ligger i lige Linie med et Hul i et nærliggende Fjeld. Stenen er St. Olafs Piil, som han skjød med saadan Kraft, at den gik tvert igjennem Fjeldet, hvoraf Hullet i samme er fremkommæt.

Anm. Strøms Søndmørs Beskr. 2, 309. Hvad der i Nordlandene tilskrives en Jutul henføres her til St Olaf.


  1. Halvards Moder var Thorny, Søster til Olafs Moder Asta. (Fornmanna Sögur V, 6. 267).