Anm. I det oldnordiske Sprog kaldes den Draugr. For Islænderen
Thorstein Skelk, Olaf Tryggvasons Samtidige, viste sig
en af Harald Hildetands Kjæmpers Draugr, der kom lige fra
Helvede, brølede grueligt, men sank ned i Jorden ved at høre
Kirkeklokkernes Lyd. Den kaldes paa det Sted ogsaa „Dolgrinn.“
Fornmanna Søgur III, P. 200.
Odin roses i Ynglinga Saga, C. 7 for at kunne opvække Døde fra Jorden, og blev derfor kaldet „Draugr drottinn.“ I Hervarar Saga omtales Draugar, som de afdøde Heltes Gjenfærd, der opholdt flg i Gravhaugene. (C. 7, sammenlign Romund Grejpsons Saga C. 4). Draugen synes saaledes at være Ens Følgie, der ledsager den Døde endog i Graven.
„Nu galer Hanen den røde
Og maa jeg da afsted,
Til Jorden skulle alle de Døde,
Thi maa jeg følge med.“
Gjengangervisen om Aage og Else.
Den Mening, at de Afdødes Sjele finde Behag i at besøge de Steder, hvor de have nydt Glæder eller følt Sorg og Smerte, er almindelig hos de fleste Folkeslag. Deraf den gjengse Tro, at en Myrdets Sjel gjerne dveler ved det Sted, hvor hans Legeme er bleven jordet, og viser sig for at fremkalde Hevn over Morderen. Saadanne paa Jorden dvelende Sjele kalder man ogsaa Gjenfærd, og paa nogle Steder saavel i Norge som paa Island Drauger. Overtroen seer dem snart som hvide Spøgelser paa Kirkegaarden, hvor de standse Heste, skremme Folk og gjøre mange Spektakler, snart som henrettede Misdædere, der i Maaneskin vandre om paa Retterpladsen med Hovedet under Armen. Undertiden knibe de Folk isøvne baade blaae og sorte, og saadanne Pletter kalder man Dødningepletter eller Dødningeknib, hvilke sidste dog altid ere fordybede ligesom
