Side:Andreas Faye - Landkrigen i Norge 1808.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
53
Landkrigen i Norge 1808.


Naar vi nu kaste Blikket tilbage paa denne lille Krig, saa maae vi vistnok med den sagkyndige Vegesack erkjende, at „i reen militair Henseende er vistnok lidt at sige om dette Felttogs partielle Strider og Krigsforetagender.“ Vi indrømme ogsaa, at dette Felttog fra svensk Side kun var for lidet at regne mod den blodige Kamp, som de samtidig førte i Finland mod de i Antal overlegne Russer og hvori de Svenske kjæmpede som værdige Sønner af Heltene ved Lützen og de gamle Carolinger. Ja vi tilføie, at det for Nordmændene heldige Udfald meget var at tilskrive den svenske Konges Daarskab, der uden at besidde det mindste af Feltherredygtighed, fra Stockholm af selv vilde styre Alt og derved bandt Hænderne paa Armfelt, og at den svenske Hær led Mangel næsten paa Alt, hvad der hører til at fare en Krig i et fremmedt, derhos udhungret Land[1]. Af langt anden og høiere Betydning var imidlertid denne lille Krig

    316, 319. II, 208, 245, 254. Armfelt, der ofte havde tilladt sig de bittreste Yttringer over Medlemmerne af det svenske Krigscollegium og den Sendrægtighed og Skjødesløshed, hvormed Udrustningen og Forsyningen gik for sig, fik Afsked i Unaade og overgav 16 August Commandostaven til den udygtige Cederström. Om denne yttrer Christian August til Kong Fredrik 29 Septbr. „Deres General Cederström er almindeligt hadet, fordi han ved hans Pedantisme og Haardhed plager saavel Soldaten som Almuen.“

  1. De Svenskes Stilling i Norge var visselig ei misundelsesværdig. Armfelt selv klager: „Allerede 20 April vare Isene saa svage, at man ei kunde gjøre Regning paa dem og baade Vinter og Sommerveiene ufremkommelige, altsaa alle Transporter umulige og Landet fournerer Intet. Ved Generalintendant Billbergs store Talent og utrættelige Iver sattes vi istand til at begynde Anfaldet den 13de, men slet ikke før, saameget mindre som Flintestene, Bly til Kugler, Kugleformer og Krudt stykkevis ved Courerer maatte samles, for ei at tale om Geværerne, der, før man endelig fik Tid til at reparere dem, snarere var farlige for Soldaten, der skulde bruge dem, end for Fienden.“