pagniet Hans Majestets Bifald med Løfte om en Belønning, som det maatte udbede sig. Alle som Een forlangte nu ingen anden Belønning, end at 4 af deres Kammerater, som sade fængslede paa Bergenhus i Anledning af Urolighederne i Leirdal 1799–1802, maatte vorde frigivne. (Om disse Uroligheder see Morgenbl. 1843 Nr. 48).
Levningerne af Gahns Corps, som bestod af lidt over 100 Mand, samledes senere af Capt. Knorring og førtes tilbage til Sverige.
De Svenskes Tab bestod i 25 Døde og 11 Officierer[1] samt 430 Menige, (hvoraf mange vare saarede), der bleve fangne.
De Svenske erklærede selv, at Nordmændene i Slaget kjæmpede „som Vilde,“ men de maatte ogsaa rose deres Gjestfrihed mod de fangne Fiender; thi da de svenske fangne Officierer bleve førte til Bjørneby og der indkvarterede, overlode de norske Officierer de fangne svenske Officierer deres Senge og toge selv Leie paa Straa. „Saaledes siger Ræder, der fortæller dette Træk, førtes Krigen i disse Egne med stor Alvor og Tapperhed i Kampen, men med ligesaa megen gjensidig Velvillie, Opmærksomhed og nordisk Gjestfrihed, naar den var til Ende[2].
Staffeldt roser i sin Rapport til Prindsen meget alle sine Undergivne og nævner Officiererne paa følgende Maade:
„Ved Dagens Affaire har i Besynderlighed udmærket sig Capt. Arentzen, for hvem jeg underdanig tør udbede mig en naadig Belønning. Dernæst kan jeg ikke noksom rose
- ↑ Blandt dem Captainerne Godee, Eggers, Fahnehjelm og Adjutanterne Ahlstad og Engström.
- ↑ Gahn siger og i sin Rapport: „Sluteligen får jag den ären nämna det jag med min trouppe blifvet på det hederligsta och bästa sätt bemött, så väl af fiendlige befälet som dess manskap.“ Gahn kom med flere af sine Officierer til Drammen, hvor hans Søster, Enke efter Amtmand Hofgaard, boede. I 1825 døde Gen.major Gahn af Colquhoun.
