ad nogle steile skovbevoxte Bakker paa venstre Side. De tappre Uplændere medførte endog 2 Kanoner og begyndte nu fra Skovens Udkanter Angrebet. Medens man her under Armfelts Ledelse kjæmpede med Mod og Udholdenhed, forsøgte Liljeström forgjeves at komme over Vasdraget mellem Lille Vingersø og Tarvensø paa Stillingens nordre Side. Matern, som rykkede frem paa høire Fløi, blev og saa varmt modtagen af Capt. Sadolins tappre Grenadeerer, at han maatte trække sig tilbage. Armfelt saa sig derved nødt til, efter en 3 Timers haard Kamp „hvor det syntes kun at være een Ild og eet Skud bestandig,“ at tænke paa Tilbagetog, men just som han var i Begreb med at udstede Befaling dertil, lykkedes det Carl Cederström at rykke frem til de Norskes venstre Flanke og gjøre alvorlige Anstalter til at passere Vasdraget mellem de nævnte Søer. Derved nødtes Major Kreutz til at trække Grenadeerdivisionen Sadolin, som havde afslaaet Materns Anfald, tilbage forat kaste den mod Cederströms og Liljeströms forenede Angreb. Sadolin ilede til det truede Punkt, men lod sig af Kamplyst forlede til den Uforsigtighed at forlade den høie Bakke, hvorpaa han var stillet, og gaae de Svenske imøde nede ved Vasdraget. Her blev han imidlertid modtaget med en saa overlegen Ild, at han maatte trække sig igjen tilbage op ad den steile Bakke, hvorved han tabte flere Folk og blandt dem „den kjække, uforsagte og tjenestivrige“ Premierlieut. Blix, som blev dødelig saaret. Da nu Matern mærkede, at ved Sadolins Bortkaldelse høire Fløi var blottet, rykkede han paa ny frem og besatte nu uden Modstand den forladte Stilling og det bagved liggende skovbevoxte Fjeld, hvorfra han kunde bestryge Landeveien, den eneste Tilbagetogslinie til Kongsvinger. Hvad som end mere forøgede de Norskes farlige Stilling var, at Artilleriet ganske og Infanteriet delvis havde henskudt sin Ammunition. Under Kampen havde Kreutz 3 Gange sendt sin Adjutant Premierlieutenant Hermanstorff til Kongsvinger med Bøn om Understøttelse og Ammunition. Han fik vel nogen Ammunition for In-
