Frederik, som imidlertid ved Faderens Død 13 Marts
1808 var bleven de forenedes Rigers souveraine Konge,
maatte selv erkjende den vanskelige Stilling, hvori Prinds
Christian August og den norske Hær befandt sig, og i sin
Rapport af 5 April bad denne, da han med sin lille, men
modige Hær stod slagfærdig, paa det mest indtrængende
om Levnetsmidler og ender med disse Ord: „Vi skal staae
og slaae som Mænd af Ære, men omringede paa alle Sider
paa en Strækning af nogle 100 Mile, uden Mulighed i at
spille Krigen ind i Fiendens Land, er det et vanskeligt
Problem at forsvare sig med Held. Stemningen er ypperlig,
men Kræfterne mangle. Alt hvad der af Tropper kan
bringes sammen, naar jeg ei vil blotte Christianssand og
Fredriksværn, er 6 à 7000 Mand og dette Antal staaer nu
mod Fienden, foruden Corpset ved Øieren. Kommer ikke
snart Hjelp paa en eller anden Maade, anseer jeg Norge
for tabt. Jeg vil falde som Mand, af Ære og tro Undersaat.“
Da Fienden med stærke Skridt nærmede sig Grændsen, forlagde Prindsen 3 April sit Hovedqvarter fra Christiania til Moss. Sin høire Haand Darre sendte han til Brigaden Holst for at være dennes Chef til Hjelp. Fiendtlighederne havde allerede begyndt 2 April, da den svenske Feltvagtsanfører ved Morast, Lieut. Belfrage og en soldat efter en let Fegtning bleve fangne.
Aldrig saasnart havde den danske Minister Grev Moltke 14 Marts 1808 overleveret den danske Krigserklæring af 29 Februar, saa bed den svenske Konge, Gustaf IV, mod sin dygtige Generaladj. Oberst Tibells Raad, strax at angribe Norge. Det lod som han ogsaa ved denne Leilighed vilde agere Carl den 12te, men istedetfor som Heltekongen selv at sætte sig i Spidsen for sin Hær, lod han sig nøie med fra Stockholm at give Ordres og greb saaledes ligesom sin Frænde Frederik VI ofte hemmende og forstyrende ind i Krigsførelsen.
