Denne siden er korrekturlest
68
6te Kapitel.
Olga og Grev Wasili havde taget Plads paa et Renskind, der var udbredt i Bunden af den syv Alen lange, smale og fladbundede Elvebaad. Tana skulde passeres.
»De maa ikke tale hverken til Deres Datter eller til os andre«, sagde Thorsen. »Sid stille! Den mindste Bevægelse kan kæntre Baaden.
»Ro paa Livet løs!«[1] raabte Styrmanden, der stod i Bagstavnen.
De brede korte Aarer skare Vandet i hurtige Tag, og nu skød Baaden med Lynets Hastighed ned ad det ene skummende Fossefald efter det andet, idet den som en Slange snoede sig frem mellem Stenene.
Der var dødsstille i Baaden. De tvende Rorkarles Øjne fulgte opmærksomt Styrmandens Hovedbevægelser. Hver Sene var spændt i hans Legeme, idet han beregnede Kursen gennem den bugtede,
- ↑ Trods den stærke Fart trænger Roret til Aarerne, hvis Baaden skal lystre det.
