Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/85

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
69

af Stenblokkene dannede Passage. Et Haarsbred længere til Siden, og Baaden vilde være bleven splintret i et Nu.[1]

Greven rørte ikke et Lem; han sad ubevægelig med tilbageholdt Aandedræt. Hver Gang Skummet stænkede ham op i Ansigtet, blinkede han kun med Øjnene. Det forekom ham, han sad i »Charons« Baad.

Der var en Larm og en Brusen, der kunde gøre et Menneske døv. Smidig og elastisk dansede Elvebaaden paa enhver Bølge og gav efter for den Vandmagt, af hvilken en Søbaad vilde være bleven knust. Vanddraaberne dryssede ned som en Regn af Diamanter.

André kunde ikke faa sit Blik fra Olga, der sad stille og saa ned i Fossehvirvlerne.

At dog ikke ANgst og Rædsel kunde faa hende til at slaa sine Øjne helt op, saa han endelig en Gang kunde faa den Triumf at se lige ind i dem, den Hevn, at han fik se hendes Frygt!

»Droasa gaddai!«[2] raabte Styrmanden, og Baaden lagde til ved et af Polmaks Tømmerhuse.


  1. Da Stenene paa Grund af Isens Tryk hvert Aar forandre Leie, fordres til at styre denne Sejlads en stor Lokalkundskab.
  2. »Paa Skraa mod Stranden!«