vendte sig om mod de efterfølgende, strakte han den højre Arm ud og pegede utaalmodigt ned ad.
»Tana!« raabte han.
»Mon garçon!« udbrød Greven. »Altid forrest! Du skal hedde Excelsior.«
En liden Birkeskov hævede sig langsomt op, efter hvert som de gik videre frem, først Toppene, saa de øverste Grene, derpaa Stammerne, indtil Tana Sogn med sine birkeklædte Fjelde ved et Trylleslag laa udbredt for deres Fødder.
Den mæktige Tanaelv strømmede muntert hen forbi frodige Enge og duftende Høstakke. Mellem Birkestammernes hvide Søjlerækker skimtede man Laksestængseler og lange Elvebaade, der befolkedes af rød- og gulkoftede Elvelapper.
Et Beundringsudraab undslap Russeren og hans Datter.
»Ah — c’est ça!« udbrød den første. »Det var noget overraskende, noget nyt — under 70 ° nordlig Bredde. Her ville vi soupere.«
Inden Nedstigningen begyndte, blev der altsaa besluttet at holde Rast.
Thorsen vandrede længere ud paa Vidden forat finde nogle Fjeldplanter til de rejsende, medens André og Lapperne sankede Kviste og antændte
