At hun foretrak Faderen, — velan, det gjorde intet, med hvad der gjorde ham rasende var den Venlighed, hun skænkede Lamik Nikkut og Seimke Tudekas, en Venlighed som blev end mere paafaldende ved den overlegne Lygegyldighed, hun blev ved at vise ham selv.
Naar Olga Wasili paa det brudne norsk, hun havde tilegnet sig under sit Ophold i Norge, tiltalte de unge Lapper, laa der et ubeskriveligt og for André uforstaaeligt Udtryk af beskyttende Godhed i hendes unge Ansigt. Hvilket Sprog, de halvt sænkede Øjne samtidigt førte, formaaede kun hans skinsyge Instinkt at ane, thi han mødte dem aldrig, men det tirrede ham ikke desto mindre og æggede ham til Gengældelse.
André ilede foran, koukede, lo, og viste sine skinnende, hvide Tænder. Disse smaa, skarpt klingende Latterudbrud brøde frem i det mørke Ansigt som Lynglimt og forsvandt ligesaa hurtigt.
Skønt lyst i sig selv var dette Drengeansigt nemlig alligevel mørkt. I disse pludselige Lynglimt funklede Vildhed.
Slank og smidig i sin Vækst hoppede han lig en Gemse fra Sten til Sten. Pludselig sprang han op paa et løsrevet Klippestykke, og idet han
